Menu

Odense Q-FC Thy/Thisted Q: Billeder & Reaktioner

image Odense Q-anfører Tenna Kappel kunne lade sig notere for 2 scoringer i lørdagens kamp.
18. november 2018 kl. 17:43
Læs om lørdagens 3F Liga-opgør mod FC Thy-Thisted Q og se alle billederne fra den medrivende affære.

Foran 315 tilskuere tog Odense Q's 3F Liga-tropper lørdag imod FC Thy-ThistedQ på bane 1.

Første møde i Thisted endte 3-2 til thyboerne, så Odense Q-pigerne havde revanche til gode, da de to hold tørnede sammen lørdag eftermiddag. Med en sejr kunne gæsterne så godt som sikre sig en plads i 3F Liga-slutspillet, mens alt andet end en hjemmesejr ville sende Odense Q-tropperne i nedrykningsspillet til foråret med to runder igen.

Læs om kampen her, og se alle billederne fra det spændende og intense opgør i galleriet længere nede på siden.

1. halvleg

Kampen startede ud i et hæsblæsende tempo. Det gjaldt ikke mindst for værternes Kamilla Ø. Jensen, som umiddelbart inden kampen blev kåret til Månedens Spiller i oktober af fanklubben De Bordeauxrøde Svaner.

Efter blot 2 minutter var Odense Q-angriberen igen i fokus, da hun tilkæmpede sig et straffespark. Kamilla sparkede selv fra 11-meterpletten, men måtte se forsøget blive pareret til hjørnespark af Maja Østergaard i gæsternes mål. Månedens Spiller var dog hurtig til at gøre skaden god igen, da hun headede Odense Q-tropperne i front på det efterfølgende hjørnespark fra Laura Petersen.

Små ti minutter senere kom modsvaret fra gæsterne. Thyboernes topscorer Malene Sørensen bragede et frispark i nettet fra kanten af feltet og noterede sig dermed for sin sjette scoring i efterårets 3F Liga-grundspil.

10 minutter inden pausefløjt tog FC Thy-Thisted Q også føringen, da Ida Kjeldsen satte hovedet på et hjørnesparksindlæg tæt under mål. Gæsternes 2-1 føring holdt halvlegen ud, og et Odense Q-comeback i de sidste 45 minutter var derfor påkrævet, hvis man skulle fastholde håbet om at nå en plads i slutspillet.

I pausen blev Odense Q's 2. hold hyldet for den suveræne oprykning til Kvindeserien under holdets nye cheftræner, Claus Bertelsen.

2. halvleg

Dødboldene var i høj kurs lørdag eftermiddag, og efter en times spil fremprovokerede Kamilla Ø. Jensen endnu et straffespark til værterne. Denne gang overlod hun ansvaret til anfører Tenna Kappel, der bragte balance i regnskabet med en beslutsom eksekvering op i nettaget. Og Odense Q-kaptajnen fuldendte det odenseanske comeback – endnu en gang efter en dødbold – da hun steg til vejrs og headede endnu et Laura Petersen-hjørnespark ind efter 76 minutters spil.

Gæsterne jagtede udligningen i kampens slutfase, og det skabte store rum i den anden ende. Kamilla Ø. Jensen fandt plads i dybden, og alene med keeperen lagde hun uselvisk bolden skråt tilbage til Sofie Søderholm, der kunne sætte indersiden på og fejre sin første scoring i Odense Q- og 3F Liga-regi.

Det blev ikke til flere scoringer i opgøret, og dermed kunne hjemmeholdets spillere, trænere og publikum glæde sig over sæsonens første 3F Liga-sejr, der samtidig holder Odense Q inde i kampen om en plads i slutspillet. Se alle billederne fra kampen i galleriet længere nede på siden.


Steen Hansen, ass. træner:

- Det var en stor forløsning, og man kunne også godt mærke på pigerne, at det var noget, de trængte til. Og det har de fortjent. Vi får scoret fire mål, efter vi ikke havde scoret i de seneste tre 3F Liga-kampe, og vi får vendt opgøret ved at vinde 3-0 i 2. halvleg. Det kan vi tage med os.

Se hele kampen på Mycujoo.tv

Næste kamp for Odense Q-tropperne er lørdag 24. november, hvor man gæster KoldingQ fra kl. 13:00.

Luk