Menu

Odense Q-BSF: Billeder & Reaktioner

image
17. august 2018 kl. 15:27
Se billeder fra onsdagens stemningsfyldte hjemmekamp mod BSF, og læs post-match interview med Odense Q-forsvarer Michella Østergaard.

Onsdag aften var BSF på besøg i 2. spillerunde af 3F Ligaens grundspil i sæsonens første hjemmekamp for Odense Q-pigerne.

Her viste hjemmeholdet tydelige forbedringer i forhold til sæsonpremieren i Thisted, men måtte alligevel se gæsterne tage alle 3 point en tæt og stemningsfyldt kamp. Ligesom det var tilfældet, da BSF senest var på besøg i Odense, endte onsdagens kamp med en kneben 1-0 sejr til sjællænderne på mål af Amalie Thestrup, der nettede kort før pausen.

Se en masse gode billeder fra kampen i galleriet længere nede på siden, og se mål og højdepunkter på vores Mycujoo-kanal.



Michella Østergaard: - Vi mangler lige det sidste

Læs interview med Odense Q-forsvarer Michella Østergaard, der ser tilbage på onsdagens kamp mod BSF.


I taber 1-0 til BSF. Hvordan oplevede du kampen?

- Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp, måske endda lidt over forventning med tanke på vores første kamp i Thisted. Vi gik ind og leverede på et godt og højt niveau mod BSF, som også gør, at jeg har store forventninger til resten af sæsonen.


Hvor har I forbedret jer?

- Vi er blevet bedre til at holde på bolden og bedre til at få vendt spillet. Inden da har vi haft svært ved at få vores opspil og vores angrebsspil til at køre, som vi gerne ville. Vi har haft mange hurtige pasninger, men vi har også hurtigt fået smidt bolden væk igen. På det punkt synes jeg, vi viste klare forbedringer mod BSF.


Hvad mangler I for, at en kamp som denne tipper til jeres fordel?

- Det er de små, men meget afgørende detaljer, så vi fx får scoret i sådan en kamp. Vi har chancerne, men vi mangler lige det sidste for at få den i nettet.


I har nu været i aktion både ude og hjemme i 3F Ligaen i den nye sæson. Hvordan ser du frem mod de kommende kampe?

- Efter den første kamp i Thisted tænkte jeg, at det her godt kunne gå hen og blive en lang og hård halvsæson, men det ser allerede meget lysere ud. Mod BSF har vi en masse nye, unge spillere, der alle leverer en super indsats. Det virker til, at de allerede har spillet sig godt ind på holdet.


Odense Q's 3F Liga-tropper er i aktion igen lørdag, hvor der venter en svær opgave på udebane mod Brøndby. Der er kickoff i Brøndby kl. 13:00.

Se kampen på Mycujoo

Luk