Menu

Vigtig Odense Q-sejr i Kvindeserie Vest

image
20. maj 2019 kl. 18:45
Hold 2 vandt søndag 4-2 over Hatting-Torsted/Stensballe i Kvindeserie Vest. Læs om kampen og se alle billederne her.

Hold 2 tog en vigtig skalp i Kvindeserie Vest, da de søndag eftermiddag vandt 4-2 på hjemmebane over Hatting-Torsted/Stensballe IK. Læs om kampen og se alle billederne derfra i galleriet længere nede på siden.

1. halvleg

Sofie Ottosen åbnede scoringen efter 6 minutters spil på flot forarbejde af Ida Kristensen og Malaika Din Hashmi. 25 minutter inde i kampen kom udeholdets modsvar. Gæsterens Trine Jensen var hurtig over nedfaldet efter en dødbold, og med en flad afslutning tæt under mål fik hun bragt balance i regnskabet.

En halv time inde i opgøret lykkedes Odense Q-offensiven med det høje pres og fremprovokerede en tidlig opspilsfejl fra gæsterne. Bolden faldt for fødderne af Malaika Din Hashmi, som med et spark fra 35 meter overlistede udeholdets keeper, som ikke var kommet helt på plads efter at have deltaget i igangsætningen få sekunder forinden.

Igen var Hatting-Torsted/Stensballe klar med en respons, og efter 39 minutter løb Malene Nielsen fra Odense Q-forsvaret og prikkede bolden i nettet til pausestillingen 2-2.

2. halvleg

Værterne kom bedst ud efter pausen, og ligesom i 1. halvleg skulle vi ikke vente længe på scoringerne. Efter 52 minutter stod Isabell Ohle for et indlæg til Sofie Ottosen, der nettede for anden gang i kampen med et flot spark i det fjerneste målhjørne. og blot 2 minutter senere faldt kampens sidste scoring. Maja Bødker fandt på højrekanten Isabell Ohle, der gjorde det til 4-2 med et kraftfuldt skud mod forreste stolpe.

Begge hold havde flere gode muligheder i 2. halvleg. Det gjaldt ikke mindst gæsterne, der fik tilkendt et straffespark kort før tid. Forsøget blev dog reddet af vikarierende keeper Carina Pedersen, der gav Odense Q-holdet en stor hjælpende hånd søndag eftermiddag.

Med sejren springer Hold 2 op på 5. pladsen i Kvindeserie Vest, hvor man nu har 3 point ned til Hatting-Torsted/Stensballe under stregen. Hold 2's næste kamp i Kvindeserie Vest finder sted på lørdag, hvor man gæster VSK Aarhus.

Se alle billederne fra søndagens kamp i galleriet herunder.

Luk