Menu

Tung skæbne, da OB Q blev sendt ud af Kvindepokalen.

image
Frederik Hestbjerg
13. september 2023 kl. 20:13
Tophold mod tophold, men en række til forskel - Det var status for Odense Q inden dagens pokalkamp mod Kolding IF. OB Q havde givet ungdomsholdene fri for at tage på stadion, og Kolding IF havde taget deres fanklub med. Der var i den grad lagt kakkelovnen til et pokalbrag i dag.

At det var et Gjensidige Kvindeliga-hold, der var på besøg, kunne ses fra første fløjt af. Boldomgangen var mere sikker, tempoet var lidt højere, og organiseringen var bedre - men trods dette var OB Q med fra start af. Allerede indenfor det første kvarter havde OB Q testet Kolding IFs målmand flere gange.

Trods mange forsøg og oplæg til chancer, så fik Kolding IF ikke for alvor testet Frieda Jensen i målet, et forsøg på overliggeren, som dog var offside, hvad det kunne blive til de første 25 minutter. Samtidig havde OB Q flere fine forsøg indenfor målrammen, både Anna Krog, Sofia Hvidbak og Ajla Habibovic formåede at teste Kolding IFs målmand.

Trods flere skud og større forsøg, så ville bolden ikke ind over stregen, og da Kolding IF heller ikke kom til flere chancer, stod der 0-0 ved pausen.

Anden halvleg var knapt sparket i gang, før Frieda Jensen måtte hive en feberredning frem, da hun afværgede en kæmpe Kolding IF-chance.

I takt med at temperaturen og solen sænkede sig over Nature Energy Park, faldt det generelle tempo og antallet af chancer i kampen også.

Efter 70 minutter kom kampens største OB Q-chance, da Ida Marie Jørgensen på kort afstand sparkede bolden over mål.

Vi skulle dog frem til det 78. minut, før målnettet kunne blafre. Dog var Kolding IF, der kunne bringe sig foran. Ondt blev til værre, da Ajla Habibovic kunne indkassere sit 2. gule kort og dermed forlade banen et minut efter. Og for at fuldende hattricket scorede Kolding IF til 2-0 i minuttet bagefter.

Trods en trippelindskiftning lykkedes det ikke at ændre på resultatet for OB Q. Dermed blev 3. runde endestationen for OB Q, der dog kan gå fra banen med oprejst pande.

Tilskuertal: 538

Luk