Menu

Sent sejrsmål da Svanerne slog Vildbjerg

image Svanerne fejrer Emma Arthurs kampafgørende scoring, som faldt efter 83 minutters spil.
12. september 2021 kl. 14:57
En sen scoring af Emma Arthur sikrede Odense Q alle tre point i lørdagens hjemmekamp mod Vildbjerg SF.

Lørdag skulle Q1 forsøge at fastholde den suveræne form i 1. division, hvor det inden dagens kamp var blevet til 5 sejre ud af 5 mulige og en målscore på 10-0. Over for dem stod Vildbjerg, der skulle tilbage på sporet oven på nederlag til Dalum/Næsby og B.93 i de to seneste spillerunder.

Defensiv stime blev brudt

Begge hold viste tænder i en chancerig indledning, som desværre også bød på et tidligt exit for Svanernes Melisa Salicevic, der måtte udgå midtvejs i 1. halvleg grundet problemer i læggen. 

En ulykke kommer sjældent alene, og efter 25 minutters spil var det gæsterne fra Vildbjerg, som på spektakulær vis tog første stik. Andrea Hauge bragede til den fra distancen, og via overliggeren bragte hun gæsterne i front – og endte samtidig Odense Q-defensivens imponerende stime af clean sheets i 1. division.

Værternes modsvar kom i form af et straffespark blot otte minutter senere, efter Lea Duus blev stoppet på ulovlig vis i Vildbjergs straffesparksfelt. Malaika Din Hashmi steppede op, og fra 11-meterpletten bragte hun balance i regnskabet.

Kampen fortsatte med høj intensitet og gode chancer i begge ender, men det blev ved de to scoringer i de første 45 minutter.

Ny energi gjorde forskellen

I løbet af 2. halvleg bragte cheftræner Bo Sundahl nye kræfter i spil i form af norske Emma Arthur og en ung, talentfuld Team Odense Q-trio bestående af Ajla Habibovic, Dikte Bang og Julie Topp. Deres energi – og den trofaste støtte fra fanklubben De Bordeauxrøde Svaner – var medvirkende til, at kampen fandt sin afgørelse i det 83. minut. Indskiftede Emma Arthur kæmpede sig fri til afslutning i feltet, og med en velplaceret inderside gjorde hun det til 2-1 i hjemmeholdets favør.

Etmålsføringen holdt kampen ud, og dermed ligger Odense Q fortsat med maksimumpoint efter seks spillerunder i 1. division. Julie Jensen, som for nylig rundede 50 kampe i Odense Q-trøjen, blev kåret til Kampens Spiller af De Bordeauxrøde Svaner.

Vi fangede matchvinder Emma Arthur til en hurtig kommentar umiddelbart efter lørdagens kamp. 

- Det var en spændende kamp, hvor vi kommer frem til rigtig mange chancer. Så at komme ind, når det står lige, og score det afgørende mål, er virkelig dejligt. Det fortjener vi i dag, lød det fra den norske skarpretter.

Bo Sundahl: En sjov fornemmelse

Svanerne fortsatte sejrsstimen, men det holdt hårdt mod et stærkt kæmpende Vildbjerg-hold. Vi bad cheftræner Bo Sundahl sætte ord på kampen.

- Det er lidt en sjov fornemmelse som træner. Vi har vundet vores 6. kamp i træk og alligevel sidder man tilbage med følelsen, at vi kunne eller burde have præsteret endnu bedre. Det er især det spillemæssige og vores opbygning, hvor jeg ikke er helt tilfreds. Jeg synes stadig, vi laver for mange forkerte beslutninger, i forhold til det vi har fokus på i træningen. Men omvendt så synes jeg, at vi er blevet mere kyniske i defensiven, og at vi virker meget farlige på omstillinger og på dødbolde, fortæller Svanernes cheftræner.

Odense Q-truppen hører til blandt de absolut yngste i 1. division, og lørdag blev det igen til spilletid til flere af klubbens unge fremtidshåb. Og netop det potentiale, som holdet rummer, begejstrer cheftræneren.

- Kampstatistikken viser da også, at holdet er på rette vej. 63% i offensiv possession og 14-4 i afslutninger på mål kan man ikke klage over – og hvad kan det ikke blive til, når det spillemæssige topper? Det bliver i hvert fald ikke sjovt at være modstander, den dag det hele klapper. Det var også dejligt at se, at holdet blev styrket, da vi begynder at skifte ud i 2. halvleg. Alle fire kommer ind med godt niveau og tilfører holdet fornyet gejst, hvilket nok var dråben, der knækkede Vildbjerg, fortsætter han.

I næste runde – om små 14 dages tid – skal Svanerne på besøg hos B.93. Her venter en duel mellem to hold, der kender hinanden godt, og som begge har vist stor styrke i indeværende sæson.

- Jeg glæder mig meget til næste kamp mod B.93. Det er et stærkt spillende hold, og har ca. samme hold som i forårets kvalspil. Her får vi at se, hvor langt det ”nye” Odense Q hold er kommet, lød den afsluttende bemærkning fra Bo Sundahl.

Udekampen mod B.93 spilles lørdag den 25. september på Østerbro Stadion.

Luk