Menu

Sen scoring gav point på Right to Dream Park

image 17-årige Cecilie Fløe scorede to vigtige hovedstødsmål i søndagens drama på Right to Dream Park.
13. maj 2019 kl. 15:12
Med en scoring i overtiden tog Odense Q-tropperne det ene point i lørdagens udekamp mod Farum BK/FCN. Se alle billederne fra opgøret her.

Odense Q-tropperne tog et enkelt point med fra søndagens højdramatiske opgør mod Farum BK/FCN på Right to Dream Park. Læs om kampen og se alle billederne fra den underholdende affære i galleriet længere nede på siden.

1. halvleg

Hjemmeholdet viste styrke fra start, og efter 16 minutters spil tog de føringen, da Kamilla Kur dukkede op ved forreste stolpe og dirigerede et indlæg fra Amalie Vangsgaard i nettet.

Nordsjællænderne fortsatte presset, men efter en halv times spil stemplede gæsterne ind med et flot modsvar. Sarah Sundahl fandt plads centralt i banen, og med et dykkende spark fra 30 meters afstand overlistede hun Kathrine Larsen i Farum-målet.

Glæden i Odense Q-lejren varede dog ikke længe. Blot tre minutter efter udligningen slog amerikanske Tiffany Weimer til på en friløber og sikrede værterne en pauseføring på 2-1

2. halvleg

Farum-holdet holdt dampen oppe efter pausen og i det 58. spilminut var der igen fare på færde i gæsternes straffesparksfelt. En smart hjørnesparkskombination fra værterne skabte uro i Odense Q-feltet, og efter lidt tilfældigheder endte bolden for fødderne af Amalie Vangsgaard, der tæt under mål kunne øge til 3-1 for hjemmeholdet.

Et presset Odense Q-hold jagtede nu en reducering, og fire minutter senere kom den, da 17-årige Cecilie Fløe steg til vejrs og headede et hjørnespark fra Sarah Sundahl i nettet.

I en hektisk slutfase lykkedes det et hårdt kæmpende udehold at få lagt tryk på Farum-defensiven, og to minutter inde i dommerens tillægstid var der igen grund til at juble i Odense Q-lejren. Sarah Sundahl sendte et frispark ind i et tætpakket Farum-felt, hvor Cecilie Fløe igen dukkede op og headede udligningen ind ved bagerste stolpe.

Det blev ikke til flere scoringer, og dermed endte det 3-3 i en underholdende og medrivende affære på Right to Dream Park. Dobbelt målscorer Cecilie Fløe, der fik sin officielle seniordebut da hun spillede 15 minutter i sidste weekends kamp mod B.93, blev kåret til Kampens Spiller af Odense Q-fansene. Se alle billederne fra det spændende opgør i galleriet herunder.

Se Farum BK/FCN's livestream af kampen her

Allerede onsdag den 15. maj skal Odense Q-tropperne igen i aktion i Kvalifikationsligaen. Her venter en hjemmekamp mod Vildbjerg SF, der lørdag hentede en 2-1 sejr på udebane mod B.93. Onsdagens kamp fløjtes igang kl. 19:00 på bane 1.

Luk