Menu

Sæsonevaluering med Bo Sundahl: "Vi skulle have haft nogle flere kampe mod ligahold i opstarten"

image Foto: Bo Holst Sørensen
Frederik Hestbjerg
26. juni 2023 kl. 08:22
Sæsonen er ovre og dermed er det også tid til refleksion. Vi tog en snak med cheftræner Bo Sundahl om den netop overstået sæson. Hvorfor blev det ikke til oprykning, hvad kan man lære af sæsonen og hvorfor står holdet skarpere og bedre til en evt. oprykningskamp i 2023/2024?

Det bliver ikke til oprykning denne gang. Hvorfor lykkedes det ikke denne gang?

Som helhed må vi erkende at vi ikke var gode nok. Trods masser af talent, så manglede vi kvalitet og erfaring når tingene stressede til. I den første halvdel af sæsonen havde vi også problemer med tempoet for at kunne match topholdene (AGF, Aab og B93) over en hel kamp. Det er en af udfordringerne med en meget ung trup.

Det tager tid at vende sig til et højere tempo når man rykker en tak op – og den tid har man ikke i kval.rækken. Jeg synes til gengæld at vi i anden halvdel sæsonen fik presset de førnævnte tophold og viste at vi kunne matche dem over 90 min. Men når man sammenligner truppene så ser at vores gennemsnitsalder er 2-3 år yngre og vi kun har 2 spillere med kvindeliga erfaring så er det også fair nok.

 

I retrospekt, ville du så have gjort noget overordnet anderledes? Grebet kampene anderledes an? Formationsskifte? Noget. 3?

Vi skulle have haft nogle flere kampe mod ligahold i opstarten, så vi havde været bedre forberedt til det højere tempo. Det har helt sikkert kostet lidt i de første kampe, så den fejl laver vi ikke igen. Ellers synes jeg vi henover foråret fik justeret flere ting som hjalp holdet til at præstere bedre i de sidste kampe. 

 

Overvejer du at justere på tilgangen til næste sæson for at stå bedre i evt. kvalifikationsspil i 2024?

Ja tilgangen er at, hvis vi ikke skal skifte det meste af stammen ud og erstatte med nye unge spillere fra TOQ så vil vi have et fantastisk udgangspunkt til den nye sæson. Sidste sommer rykkede vi 7 førsteårs + 2 spillere fra lokale kvindeserie klubber direkte ind i truppen! De 9 spillere har nu 1 års erfaring mere - Det er en verden til forskel. Men det er klart, at hvis vi for alvor skal bejle til oprykningspladserne til foråret, så skal vi også suppleres med spillere som har liga erfaring. 


Har du været tilfreds med spillet på banen og har du kunne se hvad der er blevet trænet overført til praksis?

Jeg har langt fra været tilfreds med spillet og resultaterne. Men jeg er meget tilfreds med holdets udvikling henover foråret. Hjemmekampen mod Sundby var vendepunktet spillemæssigt, hvor holdet viste at vi godt kan skabe en kamp og være effektive i vores possesion. Hjemmekampen mod AGF og 2h i udekampen Aab viste at holdet har stort potentiale og kan matche de bedste hold i både tempo og kvalitet. 

Så på trods af et magert pointudbytte, så synes jeg vi kan tage mange positive ting med videre til næste sæson. I slutfasen havde vi også de fleste erfarne spillere ude  med skader, hvilket betød at nye spillere skulle påtage sig de ledende roller. Det har givet dem god erfaring ligesom at vi slutter af uden nederlag i de sidste 3 kampe. Det er et godt afsæt til næste sæson.

 

Der er som altid en masse spekulation op til en sommerferie - men hvad er din fornemmelse omkring efteråret 2023? Skal der bygges et helt nyt hold op eller kan man forvente at se flere gengangere?

Vi står med et helt andet udgangspunkt end de sidste to sæsoner, hvor vi på dette tidspunkt dårligt viste om vi havde et hold efter ferien eller ej. 80% af truppen er meldt klar og vi forventer at truppen bliver suppleret med yderligere 3-4 spillere. Måske et par gamle kendinger der har været ud og høste erfaringer andre steder. Så vi glæder os vildt meget i trænerteamet til at skulle arbejde videre med holdet i stedet for at starte næsten forfra.

 

Luk