Menu

Odense Q tog 3. pladsen i Kvindeserie Vest

image
08. november 2019 kl. 19:21
Læs om den netop overstået halvsæson på Hold 2 med fokus på de seneste kampe og afrundende kommentarer fra trænerteamet.

I søndags afsluttede Hold 2 en stor efterårssæson, hvor man med 26 point fra 14 kampe spillede sig til en 3. plads i Kvindeserie Vest.

Vi tager et kig på holdets sidste fire kampe i artiklen her, hvor vi også vender efterårssæsonen med cheftræner Claus Bertelsen og assistenttræner Anna Østerbye.


Tabt topkamp & derby-comeback

Hold 2's resultater i efteråret har været gode, men slutspurten – som bød på opgør mod KoldingQ, Næsby, Varde og Haderslev – blev en pointfattig omgang.

Efter at have taget tre sejre i træk løb Svanerne i 11. spillerunde ind i et 5-1 nederlag til rækkens daværende førerhold, KoldingQ.

Anna-Sofie Rosholm nettede det enlige Odense Q-mål i kampen, mens det for KoldingQ var Vilja Pedersen, Isabella Obaze, Freya Winther og Maria Agerholm Olsen (x2), der kom på tavlen.

I den efterfølgende runde skulle Svanerne finde tilbage på sejrssporet i lokalderbyet hjemme mod Næsby. Her lignede det længe en Næsby-sejr, men til slut lykkedes det Odense Q-tropperne at få vendt gæsternes 1-3 føring til slutresultatet 3-3.

Emma Arthur scorede Svanernes to første mål, og på tavlen fik hun selskab af Julie Jensen, som sikrede det ene point kort før tid. Josefine Korsgaard, Nanna Rosengreen og Cathrine Nielsen nettede for Næsby.

Skarpheden udeblev i sidste hjemmekamp

Onsdag i sidste uge gik det løs i den udsatte topkamp på hjemmebane mod Varde. De jyske gæster havde ikke tabt en eneste Kvindeserie-kamp i efteråret, og det blev der ikke ændret på i Marienlyst.

Med to veleksekverede straffespark stod Varde-legende Jane Jeppesen for kampens to første scoringer, inden Anna-Sofie Rosholm efter en times spil bragte spændingen tilbage i opgøret efter en times spil – i hvert fald for en stund. Kort efter gjorde Varde-angriber Solveig Andersen det nemlig til 1-3, og fem minutter før tid øgede Line Vilhelmsen til slutresultatet 1-4.

- Jeg synes, vi fik en god fodboldkamp med to stærke hold. Varde spillede en rigtig god kamp, og jeg synes, at de var væsentligt stærkere, end de var, sidste gang vi mødte dem. Vi har en masse gode angreb, hvor vi får spillet godt op hele vejen nedefra, men så er vi desværre ikke skarpe nok i vores aktioner på den sidste tredjedel.

- Både mod Varde og Næsby forærer vi nogle dumme mål væk, men det var mere tilforladeligt mod Varde, fordi de pressede os hårdere. Men vi er godt med i kampen, og det var ikke ligesom i kampen mod Kolding, hvor jeg synes vi fik set, at de havde et ekstra gear i forhold til os, lød det reflekterende svar fra Claus Bertelsen efter Varde-kampen.

Målrigt drama i Haderslev

I søndags gæstede Svanerne formstærke Haderslev FK i efterårets sidste kamp for begge hold. Det endte 3-3 i et spændende opgør, som bød på Odense Q-scoringer fra Laura Hansen, Rikke Bøttcher og Mie Malig, mens sønderjydernes mål blev sat ind af Sofie Nielsen og Camilla Brink (x2). 

Trods pointtabet var assistenttræner Anna Østerbye godt tilfreds med indsatsen i Haderslev.

- Generelt set var det en god holdpræstation. Vi dominerer kampen, er tålmodige i opspillet og scorer nogle flotte mål. Desværre giver vi også nogle dumme mål væk, men alt i alt det var en god kamp rent spillemæssigt. Spillerne fortalte efter kampen, de følte sig godt tilpas inde på banen, og det var dejligt at høre, fortalte assistenttræneren om søndagens kamp.

Claus Bertelsen: En rigtig fin halvsæson

Hold 2 ender på tredjepladsen i Kvindeserie Vest. Det er holdets bedste (halv)sæsonresultat siden stiftelsen i 2016, og cheftræner Claus Bertelsen erklærer sig da også godt tilfreds med indsatsen i efteråret. 

- Vi slutter på en 3. plads, og det synes jeg er ganske fornuftigt. Vi har haft mange gode kampe, hvor vi både har spillet rigtig god fodbold og vist god fight. Pigerne er gået ind til det med godt humør hver gang, så hele vejen rundt har det været en rigtig fin halvsæson, slutter han.

Efteråret har budt på otte sejre og to uafgjorte samt fire nederlag, som alle er indkasseret mod top 2-holdene KoldingQ og Varde. Som rækkens nr. 3 får Odense Q overført et enkelt point til forårsturneringen i Kvindeserie Vest, mens KoldingQ og Varde tager hhv. 2 og 3 point med sig.

Anna Østerbye: Har brugt omkring 32 spillere

Hold 2 har i tidligere sæsoner været hårdt presset på bredden, men takket være tilgange – både udefra og fra ungdomsrækkerne – er der nu vendt op og ned på den udfordring. Det vækker glæde hos trænerteamet, der har fået set en masse forskellige spillere i aktion til både træning og i kampene. 

- Modsat tidligere tider har vi været omkring 20 spillere til træning i snit. Det har været fedt at se så mange, der er glade for at spille fodbold og er klar til at bruge meget tid på det, selvom skole, arbejde og venner også fylder meget.

- Vi har haft stor gavn af alle de dygtige unge spillere, der er rykket op, og vi har brugt omkring 32 spillere i denne sæson. Der er rigtigt mange, men vi har ikke oplevet, at det har haft nogen negativ betydning. Alle snakker godt med alle, og vi føler, vi er et godt hold at komme ind på – både for de helt nye og for de unge, der er rykket op, fortæller Anna Østerbye.

Fra Odense Q-hovedkvarteret skal der lyde et stort tillykke med en flot efterårssæson til spillere og trænere på Hold 2. Glæd jer desuden til, at vi inden årets udgang skal se nærmere på Hold 2's spillerkåringer, som uddeles til holdets afslutningsfest senere på måneden.

Luk