Menu

Odense Q-sejr i årets første testkamp

image - Alle spillerne fortjener ros for deres indstilling og parathed i lørdags, fortæller ass. træner Steen Hansen oven på lørdagens kamp i Ballerup.
04. februar 2019 kl. 20:53
Odense Q vandt 2-1 på udebane over BSF i årets første træningskamp. Se billederne og få en reaktion på kampen fra assistenttræner Steen Hansen her.

Lørdag eftermiddag tog Odense Q's 3F Liga-tropper for alvor hul på fodboldåret 2019, da man gæstede BSF i årets første testkamp. Læs om kampen og se alle billederne derfra i galleriet længere nede på siden.

BSF-Odense Q 1-2 (0-1)

Mens lørdagens opgør var Odense Q's første kamp i 2019, var det de sjællandske værters anden optræden siden årsskiftet, efter de weekenden forinden havde vundet 2-0 i en testkamp mod Farum BK/FCN.

Det startede godt for Odense Q-tropperne, der midtvejs i 1. halvleg tog føringen på et flot langskudsmål af anfører Tenna Kappel. Og en time inde opgøret gjorde angriber Kamilla Ø. Jensen det til 2-0 for Odense Q, efter hun blev spillet fri i dybden af Mathilde Jessen.

Små 10 minutter senere fik BSF reduceret på straffespark ved anfører Michelle Madsen, der noterede sig for den sidste scoring i en tæt testkamp mellem to unge, angrebsivrige hold. Se alle billederne fra kampen i galleriet længere nede.

Med sejren kan Odense Q-tropperne tanke noget selvtillid frem mod månedens øvrige udfordringer, der bl.a. tæller en pokalkvartfinale på hjemmebane mod Brøndby den 16. februar.

Steen Hansen: Ser lovende ud

Vi tog en snak med assistenttræner Steen Hansen oven på 2-1 sejren i Ballerup.

Hvordan levede spillernes indsats op til jeres forventninger?

- Med tanke på den tilgang vi havde til kampen, gjorde vi det rigtig godt, og præstationen overstiger vel nærmest vores forventninger en smule. Vi havde lidt flere unge spillere med, end vi plejer, og vi skiftede en del undervejs. Ud fra den præmis er vi faktisk lidt overraskede over, hvor god en struktur vi havde inde på banen, både med og uden bold.

Var der noget i jeres præstation, som du bed særligt mærke i?

- Alle spillerne fortjener ros for deres indstilling og parathed i lørdags, og hvis det her er niveauet, vi starter ud med, ser det lovende ud. Jeg synes, at vi gjorde det godt i mange faser af spillet, og de nye indbyrdes relationer fungerede rigtig godt. Som trænere er vi glade for, at det lykkes os at arbejde videre med pigerne i det her koncept, og at de viser, at de fortsat er i stand til at bygge på inden for de rammer. Men vi er også godt klar over, at vi stadig har meget arbejde foran os, og at vi skal blive ved med at kæmpe hårdt for tingene.

Hvilke indtryk har du gjort dig oven på de første 14 dage med truppen i det nye år?

- Alt i alt synes jeg, vi har haft en rigtig god opstart. Jeg har fået et indtryk af, at vi har en trup, der rent spilmæssigt er meget tæt på det koncept, vi gerne vil spille i. Og så har vi set nogle piger, der virkelig arbejder hårdt for det. De er enormt træningsvillige og arbejder benhårdt for konceptet og for de ideer, vi trænere kommer med.

Tjek alle billederne fra lørdagens kamp i galleriet herunder. Næste testkamp for Odense Q-tropperne finder sted i Marienlyst på lørdag, hvor den står på intern træningskamp mod Team Odense Q's U18 DM-hold. Den kamp sparkes i gang kl. 13:30 på bane 1.

Luk