Menu

Odense Q klar til Nature Energy Park: Vi glæder os

image - Det er højdepunktet for sæsonen, fortæller Julie Jensen om udsigten til at spille på Nature Energy Park. (Foto: OB)
14. maj 2021 kl. 16:00
Spillere og trænere ser frem til søndagens hjemmekamp mod AaB, som spilles på Nature Energy Park.

Det spidser til i kampen om ligabilletterne, og søndag er der lagt i ovnen til et stort oprykningsbrag i flotte rammer på Nature Energy Park. Modstanderen er AaB, der inden kampen indtager 2. pladsen i Kvalifikationsligaen – et enkelt point foran Odense Q. Det går løs fra kl. 14:00 på søndag, og der er i skrivende stund stadig gratis billetter at hente via linket her

Der bliver også skrevet klubhistorie søndag eftermiddag, da det er første gang, at Odense Q indtager øens største fodboldarena. Vi har spurgt spillere og trænere om, hvordan de ser frem til den store begivenhed.

Kamilla Ø. Jensen:

- Det er mega fedt og spændende. Det er altid specielt at spille på en større scene, hvor det er et andet setup og flere tilskuere. Det er fantastisk, at kvindefodbold bliver mere anerkendt og giver os muligheden for at spille på et større stadion. Vi glæder os rigtig meget til søndag og til at give tilskuerne noget at juble for. Vi håber på, at stemningen fra de mange tilskuere er med til at give os et ekstra boost og energi til en sejr.

Emilie Lajmiri:

- Det bliver fedt at spille så vigtig en kamp på stadion med så mange tilskuere. Vi skal have alle tre point, og jeg håber, det kan give os lidt ekstra, at det foregår i de rammer. Det glæder jeg mig virkelig meget til.

Julie Jensen:

- Vi glæder os helt vildt. Det er højdepunktet for sæsonen. Der skulle gerne komme en del mennesker, og det bliver fedt at spille på en professionel bane med et professionelt setup. Det gør det hele en tand mere spændende, og det passer godt til en kamp som den her, hvor begge hold har meget på spil.

Bo Sundahl:

- Som turneringen har formet sig, er det her måske finalen om 2. pladsen i rækken. For pigerne og for os er det rigtig fint, at man kan få så flotte rammer til en hjemmekamp mod AaB. På dagen bliver det en intens og tæt kamp, der kan gå begge veje, og vi glæder os til at komme ud og spille så vigtig en kamp i en fed kulisse.

Luk