Menu

Nyt eliteprojekt på vej i Odense Q

image
01. juli 2021 kl. 17:57
Odense Q vil henover sommeren præsentere nye, ambitiøse planer for klubbens eliteafdeling.

De seneste måneder har budt på travlhed for både bestyrelsesmedlemmer og ledere i Odense Q. Flere nye samarbejdspartnere har meldt sig på banen, og det åbner op for en række ambitiøse tiltag på klubbens elitehold.

- Med flere samarbejdspartnere står vi stærkere, og vi håber, at vi kan få endnu flere virksomheder med på rejsen. Den øgede støtte betyder, at vi kan tage nogle vigtige skridt i udviklingen af vores elitekoncept. I de kommende måneder skal vi sætte rammerne for projektet, der skal etablere Odense Q som en fast del af Gjensidige Kvindeliga, fortæller John Bæksted, kommerciel leder i Odense Q.


John Bæksted (tv) og Claus Wolff Lumby, Regional Salgschef i Royal Unibrew, offentliggjorde tidligere på året et nyt samarbejde mellem Odense Q og Albani.  


Bonusordning og spilleraftaler

Til den kommende sæson etableres en kollektiv bonusordning for spillerne på Odense Q’s førstehold, og længere ude i fremtiden vil klubben også indføre individuelle spilleraftaler.

- Ingen af vores spillere gør det her for pengenes skyld, men som klub vil vi gerne belønne dem for den energi og det engagement, de lægger i det. I første omgang har vi lagt os fast på en kollektiv bonusordning, og på sigt vil vi indføre individuelle spilleraftaler, så vi får endnu bedre muligheder for at udvikle og fastholde de bedste spillere på Fyn. Det skal vi lægge planer for henover sommeren, og vi forventer at kunne melde mere ud, når vi er tættere på sæsonstart, fortæller John Bæksted.


Går ikke ud over bredden

Et vigtigt led i de nye planer er bevarelsen af den gode sammenhæng mellem Odense Q's forskellige hold. John Bæksted fastslår, at der på intet tidspunkt bliver tale om at tage midler fra breddeholdene for at dække udgifter hos eliten.

- Vi tilrettelægger det nye setup på en måde, så det ikke kan lade sig gøre. Vi har en stærk breddeafdeling, som vi fortsat vil have et stort fokus på at udvikle.

 

Udvider staben

Et af de helt konkrete tiltag, der allerede er på plads, er en udvidelse af staben omkring klubbens elitehold. Ind er kommet en ekstra assistenttræner i form af Thomas Johansen, som de seneste to år har været spillende assistenttræner på Serie 1-holdet i OKS. Derudover forventer Odense Q's sundhedssektor at kunne tilknytte endnu et stabsmedlem forud for 2021/22-sæsonen.

- Vi leder hele tiden efter områder, hvor vi kan forbedre os, og hvor vi kan få dækket nogle behov hos spillere og trænere. Det er vigtigt, vi i Odense Q kan tilbyde et trænersetup og en sundhedssektor på liganiveau, slutter John Bæksted.

Henover sommeren vil vi her på siden informere nærmere om planerne for det nye eliteprojekt og klubbens nye samarbejdspartnere.

Luk