Mindeord: René Hansen
Han har været en gennemgående skikkelse i kvindefodbolden i Odense og på nationalt niveau i en lang årrække. René har viet en stor del af sin tid på kvindefodbold, både som målmandstræner, træner, forperson, assisterende fodbolddirektør, sportslig administrator, speaker til kampen, tøjtrykker mm. Igennem årene har jobbeskrivelserne været mange, men uanset titlen har René aldrig været bleg for at løse en opgave eller give en hjælpende hånd med uanset, hvor behovet måtte være. I Odense Q, nu OB Q Bredde, har René været drivkraften bag hele klubben, og han vil blive savnet både på og udenfor banen.
René beskrev ofte den enorme stolthed, han havde over det sted, hvor klubben befinder sig i dag med et elitehold i kvindeligaen gennem OB og breddehold i både 2. division og Fynsserien. Alt dette var ikke muligt uden Renés enorme indsats, og alle spillere og trænere gennem tiden er ham evigt taknemmelig.
René har været bindeleddet mellem eliten og bredden på kvindeseniorsiden i Odense Q, og nu OB, i mange år. Hans kærlighed for eliten begrænsede ikke hans engagement for bredden, og som han ofte selv formulerede det: ”Uden bredden, ingen elite”.
Vores tanker går til Renés familie. Æret være hans minde.