Menu

Mathilde Jessen: Skal være hurtige i vores boldomgang

image - Vi skal gå på banen med en tro på, at vi kan vinde, og det er jeg sikker på, at vi går ud og viser, fortæller Mathilde Jessen.
12. november 2018 kl. 20:27
Mathilde Jessen ser frem mod lørdagens vigtige hjemmekamp mod FC Thy-Thisted Q i 3F Ligaens grundspil.

Odense Q's 3F Liga-piger står over for et spændende og skæbnebestemmende slutprogram i grundspillet, hvor der blot er tre spillerunder tilbage. Lørdag eftermiddag kommer FC Thy/Thisted Q på besøg i Marienlyst, og Odense Q-tropperne skal bruge alle 3 point for at holde liv i håbet om en plads i slutspillet.

Vi har fanget midtbanespiller Mathilde Jessen til en snak om det vigtige opgør.


I møder FC Thy-Thisted Q på lørdag. Hvordan skal I gribe kampen an?

- Vi skal tro på det hele vejen igennem, og vi skal være hurtige i vores boldomgang. Som hold har vi rykket os meget siden det første opgør, og jeg forventer, at det bliver en helt anden kamp på lørdag. Vi skal gå på banen med en tro på, at vi kan vinde, og det er jeg sikker på, at vi går ud og viser.

I har revanche til gode efter 3-2 nederlaget i sæsonpremieren i Thisted. Hvad skal I forberede jer på i ugens løb for at undgå et lignende resultat?

- Vi skal forberede os på, at det er nogle piger fra det jyske, der kommer med noget fysik, og som kommer til Odense med en tro på, at de kan vinde. Vi skal være 100 % klar til den opgave, og i løbet af ugen skal vi bl.a. træne en masse hurtige pasninger, så vi kan spille uden om dem i stedet for at løbe ind i dem.


I har brug for alle 3 point for at holde jer inde i kampen om en slutspilsplads. Hvordan skal I håndtere det pres, det medfører?

- Vi er alle godt klar over, at kampen på lørdag er afgørende for sæsonens videre forløb, men vi må ikke gå på banen og være bange for at tabe. Så risikerer vi bare, at spillet bliver forkrampet, og at vi ikke kan præstere, som vi skal. Vi skal gå ind med en vished om, at vi skal — men også at vi godt kan — vinde, og at vi står sammen som hold uanset hvad.

Kom ud og støt Mathilde og co. på lørdag, når det går løs imod FC Thy-Thisted Q fra kl. 13:00 på bane 1. Der er gratis entré.

Gå til begivenhed på Facebook

Luk