Menu

Masser af pokalmål i Middelfart

image Kamilla Ø. Jensen og Tenna Kappel scorede tilsammen 9 mål i mandagens pokalopgør.
19. september 2018 kl. 19:40
Odense Q avancerede til 3. runde i Kvindepokalen, da de mandag aften slog MG & BK med hele 12-3 i Middelfart. Læs om kampen og se alle billederne fra den målrige affære her.

Mandag aften stod den på målfest i Middelfart, da Odense Q gæstede MG & BK i Kvindepokalens 2. spillerunde. Læs om kampen her og se en masse gode billeder fra det målrige opgør i galleriet længere nede på siden.

1. halvleg

Det var hjemmeholdet, der noget overraskende kom bedst fra land i mandagens pokalkamp. En flot soloaktion af unge Melisa Salicevic bragte værterne på 1-0 efter 20 minutters spil til stor glæde for hjemmepublikummet.

Odense Q-tropperne svarede hurtigt igen, og 5 minutter senere kom udligningen fra den netop indskiftede Kamilla Ø. Jensen, som dermed kunne lade sig notere for sit første officielle mål i Odense Q-trøjen. Og blot minuttet efter var det en anden ny Odense Q’er, Nanna Mortensen, der sparkede gæsterne på 2-1.

Værterne skulle heller ikke bruge lang tid på at svare igen på det odenseanske føringsmål. I det 28. minut brød Melisa Salicevic igennem i en omstilling, og med sin anden scoring i kampen fik hun hurtigt bragt balance i regnskabet.

En hektisk periode af kampen, som bød på hele 4 scoringer inden for blot 8 minutter, og derfor kom det også som en mindre overraskelse, at vi ikke fik flere mål, inden dommerens pausefløjt lød.

2. halvleg

Odense Q-tropperne kom godt ud fra pausesnakken, og anfører Tenna Kappel var hurtig til at vise vejen for gæsterne. 3 minutter inde i 2. halvleg scorede Tenna til 3-2, og hun fulgte op med yderligere 3 mål inden for de næste 17 minutter af opgøret.

Kamilla Ø. Jensen, der allerede var kommet på tavlen i de første 45 minutter, ville dog ikke stå tilbage for Odense Q-anførerens målraid. I de sidste 25 minutter af opgøret lykkedes det Kamilla at bidrage med hele 4 mål yderligere samt en fornem hælaflevering af en assist til angrebsmakkeren Malene Rodríguez, der nåede at nette to gange i løbet af den halve time, hun spillede i mandagens kamp.

Til trods for et ensidigt kampbillede i 2. halvleg var det værterne fra Middelfart, der stod for den sidste scoring i opgøret, da Katrine Jensen fandt plads i kontrafasen og gjorde det til slutresultatet 3-12. Med sejren avancerer Odense Q til Kvindepokalens 3. spillerunde, som afvikles i slutningen af oktober måned. Se billeder fra fra den målrige pokalforestilling i galleriet forneden. 

Stor fodboldlørdag i vente

På lørdag inviterer begge Odense Q-hold til spændende hjemmekampe i Marienlyst. 3F Liga-tropperne tager imod KoldingQ fra kl. 13:00, og umiddelbart efter tager Albaniserie-tropperne imod lokalrivalerne fra Kildemosens BK. 

Gå til Facebook-begivenheden

Luk