Menu

Marginalerne manglede mod B.93

image
24. april 2021 kl. 22:22
Se alle billederne og læs om lørdagens hjemmekamp mod B.93.

Lørdag eftermiddag tog Odense Q imod B.93 i Kvalifikationsligaens tredje spillerunde. Vi bringer her et kort referat samt en masse kampbilleder, som du finder i galleriet længere nede på siden.

Odense Q gik ind til dagens kamp med maksimumpoint efter de to første spillerunder, mens gæsterne fra B.93 jagtede årets første point oven på en svær start i Kvalifikationsligaen. Favoritværdigheden måtte Odense Q derfor påtage sig, men som det altid har været tilfældet i møderne med B.93, så blev lørdagens kamp en tæt og intens affære.

Københavnerne startede stærkt

B.93 pressede højt og hårdt i kampens indledning, og efter 17 minutters spil blev det belønnet. Københavnerne bremsede et Odense Q-opspil højt i banen og efter en fiks 1-2 kombination med holdkammerat Joy Ogochukwu Omega, bragte Josephine Funch gæsterne i front.

Fem minutter senere var der igen fare på færde. B.93-angriber Linnea Borbye fik tilkæmpet sig bolden i hjemmeholdets straffesparksfelt, og med en kort aflevering tilbage i banen fandt hun Joy Ogochukwu Omega, der øgede til 2-0 for gæsterne.

Odense Q forsøgte forgæves at svare igen inden pausen, men uden held. Tættest på kom anfører Kamilla Ø. Jensen, da hun sparkede på underkanten af overliggeren fem minutter, inden pausefløjtet lød.

Supermål var ikke nok

Hjemmeholdet kom godt ud efter pausen, og få minutter inde i 2. halvleg blev overliggeren i den anden ende testet af Sarah Sundahl.

52 minutter inde i opgøret faldt reduceringen, da Isabella Jeppesen trak ind fra venstre side, og med højrebenet bragede hun bolden over i det fjerneste målhjørne. Et flot mål, som mindede en hel del om hendes sejrsmål med venstrebenet mod ASA tilbage i starten af marts måned.

Odense Q fortsatte trykket resten af kampen, men comebacket udeblev, og dermed kunne B.93 tage en 2-1 sejr med fra Marienlyst. Kamilla Ø. Jensen blev kåret til Kampens Spiller af De Bordeauxrøde Svaner, der til gengæld fik et længe ventet comeback på lægterne lørdag eftermiddag.

Efter lørdagens kampe indtager Odense Q fortsat 2. pladsen i Kvalifikationsligaen. Næste weekend står den igen på hjemmekamp, denne gang mod ASA, som tidligere i dag spillede 1-1 i deres udekamp mod Sundby.

Se alle billederne fra lørdagens kamp i galleriet herunder.

Luk