Menu

Lykke Kildegaard: Er kommet godt ind på holdet

image - Jeg har altid fået at vide, jeg er en fighter, og at jeg har meget vilje. fortæller Lykke Kildegaard.
23. august 2019 kl. 16:09
Offensivspiller Lykke Kildegaard fortæller om den første tid i klubben og de personlige målsætninger for sæsonen.

I løbet af sommeren fik Odense Q's ligatrup tilgang af 22-årige Lykke Kildegaard, der er kommet til fra KoldingQ. I artiklen her kan du læse et kort oprids af den nye Odense Q'ers fodboldkarriere samt få del i Lykkes tanker om den første tid i klubben.


Den fodboldmæssige baggrund

Lykke er vokset op på Ærø og fik sin tidlige fodboldopdragelse i Marstal IF, hvor hun spillede frem til 15-årsalderen. Herefter startede hun som fodboldelev på Skolerne i Oure – først på efterskolen og senere på gymnasiet.

I efterskoletiden spillede hun på eliteholdet i OB og kom også i betragtning til U17-landsholdet, hvor hun noterede sig for 2 mål i 4 optrædener tilbage i 2013. Oven på efterskoleopholdet fortsatte Lykke som gymnasieelev på Oure, og besluttede sig samtidig for at tørne ud for skolens hold i Kvindeserie Vest de kommende tre år.

Dernæst gik turen til KoldingQ, som hun har optrådt for i både Kvindeligaen og Kvindeserie Vest frem til denne sommer – dog afbrudt af en længerevarende korsbåndsskade i debutsæsonen. Henover sommeren er Lykke så skiftet til Odense Q. Her har hun hurtigt taget plads i førsteholdstruppen, og den 22-årige ærøbo har medvirket i alle af ligaholdets foreløbigt fire turneringskampe i indeværende sæson.

Herunder kan du læse interview med ligaholdets nye offensivspiller, der fortæller om indtrykkene fra den første tid i klubben.

Lykke Kildegaard: Er kommet godt ind på holdet

Efter ligaholdets træning onsdag aften fangede vi Lykke Kildegaard til et interview om den første måneds tid i Odense Q-trøjen.


Hvordan ser du tilbage på din første tid i klubben?

- Den har været god. Som ny er det altid lidt specielt, fordi man ikke helt ved, hvem man lige skal snakke med ude på banen. Men pigerne har været sindssygt gode til komme hen og snakke og tilbudt deres hjælp, hvis jeg havde brug for det. Jeg prøver også selv at tage meget initiativ, og jeg føler egentligt, at jeg er kommet godt ind på holdet.

- Fodboldmæssigt er det gået okay. Jeg var lidt nervøs i starten og er ved at finde mig selv som spiller. Det handler lidt om det her med, at man tør spille fodbold, og det er også det, holdet begynder at finde. Så det er både individuelt og som hold, jeg føler, det begynder at rykke.


Hvad er det for nogle fodboldmæssige kvaliteter, du bringer til holdet?

- Jeg har altid fået at vide, jeg er en fighter, og at jeg har meget vilje. Jeg tror på selv de mest umulige bolde, og det gør nogle gange, at man måske ikke scorer så mange flotte mål, men mere nogle fightermål, som også er vigtige. Jeg har aldrig set mig selv som den tekniske type, men jeg føler, det begynder at komme stille og roligt. Og så har jeg været hurtig i mine unge dage, men nu hvor jeg er blevet lidt ældre, kan jeg godt mærke, at jeg lever meget på min fightervilje.

Hvordan er du faldet til rent socialt?

- Jeg synes, jeg passer godt ind. Relationerne inde på banen er også ved at komme stille og roligt, men det tager noget tid at skabe. Så jeg ønsker selvfølgelig bare at spille nogle flere kampe og få noget mere tid med holdet, så jeg kan få udviklet på relationerne med de andre piger.

 

Har du sat dig nogle personlige mål for din første sæson i klubben?

- Man har vel altid nogle små drømme. Som fodboldspiller på det her plan knokler man altid for at blive den bedste, man kan, og for at vise, at man kan spille med på højeste niveau. Så for mig og for holdet er et af de store mål jo at blive i ligaen og vise, vi kan spille med blandt de bedste. Og personligt vil jeg selvfølgelig gerne bide mig fast som stamspiller og vise, at jeg kan være vigtig for holdet.

- Kampen sidste onsdag mod Brøndby var min første hele kamp i ligaen nogensinde. Det var jo et mål for mig, så det er også noget med at finde de små målsætninger, især efter min skade. Og bare det – at jeg får rigtig meget tid på banen og nyder at spille fodbold – er et vigtigt mål i sig selv.


Lørdag eftermiddag tager Lykke Kildegaard og co. imod Farum BK i 5. spillerunde af Gjensidige Kvindeligaen. Kampen sparkes i gang kl. 13:00 i Marienlyst, og den kan ses på Mycujoo.tv.

Luk