Menu

Hold 2 åbnede med sejr i Vejle

image
17. august 2019 kl. 20:42
Odense Q tog en flot 6-3 sejr i fredagens sæsonpremiere i Kvindeserie Vest.

Der var dømt målfest, da Hold 2 fredag aften sparkede gang i den nye sæson i Kvindeserie Vest med en 6-3 sejr på udebane mod Vejle B. Cheftræner Claus Bertelsen måtte se bort fra anfører Maria Olsen, men rådede alligevel over en stærk trup med flere nyoprykkere, som i den grad fik sat deres aftryk den målrige sæsonpremiere.

Odense Q-målene blev sat ind af Melisa Salicevic (x2), Sascha Munk, Nicoline Bæksted, Julie Jensen og Anna Svensson, der alle officielt er rykket op i seniorrækkerne henover sommeren. For værterne scorede Eline Gernow, Marika Skov og Ella Sandberg.

Forsvarsspiller Sascha Munk løb med prisen som Kampens Spiller i tæt kapløb med kampens dobbelte målscorer, Melisa Salicevic.

Vi bad assistenttræner Anna Østerbye knytte et par kommentarer oven på den flotte premieresejr.

- Vi starter som lyn og torden og kommer hurtigt foran takket være vores hurtige offensiv i dagens opstilling. Vi viser stærkt kombinationsspil i hele første halvleg, og jeg synes, vi har godt styr på Vejle, der satser på lange bolde igennem det meste af 1. halvleg.

- Vi starter også 2. halvleg godt, men derefter falder vi i tempo og lukker unødvendigt Vejle ind i kampen. Men selvom vi bliver presset lidt i bund, viser pigerne, at de har styr på det, og både Nicoline og Anna (hhv. Bæksted og Svensson red.) laver nogle flotte mål, som i sidste ende sikrer os en 6-3 sejr.

- Generelt spiller vi en flot kamp i betragtning af, at vi ikke har spillet nogle træningskampe, ligesom der var en del, der ikke havde spillet eller trænet sammen forud for kampen. Formmæssigt viser alle pigerne at vores korte – men hårde – opstart har været god, så vi ser frem til næste kamp på onsdag, fortæller hun.

Onsdagens kamp – som også er Hold 2's første hjemmekamp i indeværende sæson – står imod Fredericia KF. Der er kickoff kl. 19:00 i Marienlyst.

Mindre godt gik det for Odense Q's ligatropper, som lørdag eftermiddag tabte hele 5-0 på udebane mod FC Thy-Thisted Q. Søndag følger vi op på nederlaget i Thisted.

Luk