Menu

HB Køge Pigefodbold-Odense Q: Billeder & Reaktioner

image - De kommer for let igennem til nogle store chancer, og vi er et eller andet sted heldige med, at de manglede den sidste skarphed på dagen, fortæller Kamilla Ø. Jensen.
24. oktober 2019 kl. 22:19
Læs interview med Kamilla Ø. Jensen og se alle billederne fra onsdagens pokalkamp på Capelli Sport Stadion.

Onsdag aften avancerede Odense Q til kvartfinalerne i Kvindepokalen med en 1-0 sejr på udebane mod HB Køge Pigefodbold. Odense Q-angriber Kamilla Ø. Jensen scorede kampens enlige mål efter 15 minutters spil.

Læs interview med Kamilla i artiklen her, og se alle billederne fra onsdagens pokalkamp i galleriet længere nede på siden.

Kamilla Ø. Jensen: Det betyder alt

Vi fangede midtugens matchvinder, Kamilla Ø. Jensen, til en snak om HB Køge-kampen og det spændende slutprogram i grundspillet.


Hvordan oplevede du kampen i Køge?

- Vi starter stærkt ud. Vi får scoret hurtigt, og vi har et par gode chancer til at få udbygget føringen og måske få lukket kampen, men får dem ikke udnyttet. I stedet lukker vi dem ind i kampen, fordi vi i perioder – især i 2. halvleg – ikke står så godt i vores organisation. De kommer for let igennem til nogle store chancer, og vi er et eller andet sted heldige med, at de manglede den sidste skarphed på dagen.

 

Hvad betyder sejren og det videre avancement for jer?

- Det betyder alt. Selvom det kun er en 1-0 sejr, giver det noget selvtillid frem mod BSF-kampen på lørdag. Og så er der også noget at se frem til i pokalturneringen i det nye år.

Det spidser til i Kvindeliga-grundspillet, hvor I slutter af med udekampe mod BSF, VSK Aarhus og Farum BK. Hvordan ser du frem mod det svære slutprogram?

- Det er selvfølgelig presset, men også meget spændende, at vi ligger og kæmper så tæt om det. Jeg synes bare, det er fedt, og jeg ser frem til udfordringen i at få kæmpet os over stregen.

 

Lørdag gæster I BSF. Hvad skal I bringe til den kamp?

- Vi skal jo ud og bevise, at vi hører til i toppen. Vi skal spille vores spil, være godt organiserede og sørge for, at der er kvalitet i de ting, vi gør.

 

Lørdagens kamp mod BSF sparkes i gang kl. 13:00 på Ballerup Idrætspark. I galleriet herunder kan du se alle billederne fra onsdagens pokalkamp i Køge.

Luk