Menu

Fra stars & stripes til striwert - Zoe Hasenauer fortsætter til sommeren 2025!

image
Frederik Hestbjerg
03. november 2023 kl. 10:00
Siden hun stødte til OB Q denne sommer har Zoe Hasenauer været en forstærkning fra dag 1, derfor er vi også glade for at Zoe har valgt at skrive under på en forlængelse med OB Q, der løber til sommeren 2025.

Zoe Hasenauer har i denne sæson gjort sig positivt bemærket både på banen og udenfor banen allerede fra dag 1 som alsidig midtbanespiller. På banen har hun allerede fra første kamp vist sig som en vigtig spiller, som både bidrager med mål, assist og som sætter en ære i at yde ekstra, når holdet er mest presset. Udenfor banen er hun også hurtigt faldet til, hvor hun er en del af det sociale og samtidig også er begyndt at lære dansk.

En stor tro på projektet var udslagsgivende

Det er derfor en glad Zoe Hasenauer, der udtaler sig efter hun har sat sine kragetæer på kontrakten, der binder hende til OB Q yderlig 18 måneder:

- Jeg har valgt at forlænge min kontrakt, fordi jeg tror helhjertet på det, vi er ved at opbygge i OB. Spillestilen vi implementerer er en jeg virkelig nyder, og jeg føler, at jeg passer godt ind i vores system. Vores hold har muligheden for at rykke videre og skabe historie for kvindefodbolden, og jeg ønsker at være en del af det hele vejen! For slet ikke at nævne, at jeg virkelig nyder at være sammen med mine holdkammerater og spille sammen med dem på banen. Udtaler midtbaneprofilen, som også har store mål for fremtiden både som spiller, men også for OB Q.

- Jeg håber at opnå oprykning med dette hold samt nogle ligatitler også. Efter at have spillet mod Kolding i den bedste række i DBU Pokalen, kan jeg se, at vi kan spille mod alle i den bedste liga og være med. De spillere vi har og det personale vi har ansat har vist, at vi er klar til at tage det næste skridt i vores rejse. Jeg håber også at inspirere andre unge kvindelige fodboldspillere til at forfølge deres drømme om at spille professionelt på det næste niveau.

Vigtig forlængelse der understøtter projektet

Udover en glad midtbanespiller, er der også en glad sportschef, John Bæksted. 

- Zoe Hasenauer har fra starten af vist sig som en rigtig god signing. Hun har taget taktstokken på midtbanen både i kamp og til træning, og selv når tingene har været mest presset, har hun kæmpet til det sidste. Hun har vist en ukuelig lyst til at yde 5% ekstra og har i sin periode hos os konstant lagt på fodboldfagligt. 

Og fortsætter

- At Zoe kan se sig selv i projektet er et godt pejlemærke for os om, at vi er på rette vej. Med den her forlængelse bliver der mulighed for, at hun kan fortsætte sin fodboldfaglige udvikling og forhåbentlig vise Gjensidige Kvindeligaen hvad hun kan

Zoe Hasenauer står i denne sæson noteret for 12 kampe og 10 ligamål i OB Q-trøjen og scorede senest et mål, da OB Q vandt 4-0 over BSF.

Luk