Menu

Formstærke Hold 2 klar til slutspurt i Kvindeserie Vest

image
15. oktober 2019 kl. 20:50
Læs om Hold 2's seneste kampe mod Fredericia KF og Oure FA og få trænerteamets syn på holdets udvikling i indeværende sæson.

Odense Q's Hold 2 har vist en stigende formkurve de seneste kampe, og søndag eftermiddag satte Claus Bertelsens tropper trumf på med en storsejr i hjemmekampen mod Oure FA.

I artiklen her tager vi et kig på de to seneste kampe, holdets udvikling og det spændende slutprogram i Kvindeserie Vest.


Topscorerne slog til i Fredericia

Forrige weekend hentede Odense Q-tropperne en 3-0 sejr i udekampen mod Fredericia KF.

1-0 målet kom efter 12 minutters spil på et hovedstød af den usædvanligt målfarlige midterforsvarer – Sascha Munk – som måske lidt overraskende er Hold 2's topscorer i indeværende sæson. På måltavlen fik hun selskab af sidste sæsons Hold 2-topscorer, Malene Rodríguez, som cementerede sejren på sin gamle hjemmebane med to scoringer midtvejs i 2. halvleg.

Storsejr mod Oure

Søndag eftermiddag fortsatte de gode resultater – og ikke mindst det gode spil – da Hold 2 hjemme tog imod Oure FA. Gæsterne har haft et særdeles godt tag på Svanerne de senere år, og trods opgørenes ofte ensidige resultat er de altid garanti for angrebsivrig fodbold med masser af talent på banen.

Så sent som i foråret måtte Odense Q-tropperne i to omgange se sig slået komfortabelt af de sydfynske talenter, men det modsatte har været tilfældet i denne sæson. Odense Q vandt 6-2 i det første indbyrdes opgør i Oure, og søndag eftermiddag fulgte Svanerne op med en hjemmesejr på 6-0 over de sydfynske talenter.

Malene Rodríguez var igen på pletten, denne gang med to mål i kampens indledende fase, der også bød på en 3-0 scoring fra playmaker Anna Hyldig. I 2. halvleg holdt ligatruppens Fie Steenberg gang i målfesten med scoringer til både 4-0 og 5-0, inden Laura Hansen øgede til slutresultatet 6-0 kort før tid.

Odense Q ligger fortsat på en 3. plads efter weekendens kampe i Kvindeserie Vest. Der er to point op til Varde på 2. pladsen og 13 point ned til Oure FA på 4. pladsen.

Anna Østerbye: En rigtig god periode

Det er ikke kun resultaterne i de indbyrdes opgør mod Oure, der adskiller årets to halvsæsoner. I foråret var Claus Bertelsen hårdt presset på bredden i flere af kampene, mens der efter sommerferien har været mere end rigeligt at vælge imellem. Især i offensiven råder trænerteamet over mange talentfulde spillere, men udvalget varierer, da flere af dem er inde omkring Kvindeliga-truppen.

- Offensivt skaber vi mange chancer, på trods af vi har haft mange forskellige offensive spillere med. Det er dejligt at se, at alle efterhånden har lært hinanden at kende inde på banen. På det punkt er der sket en stor forbedring, hvis vi sammenligner med starten på sæsonen, hvor vi selvfølgelig også havde mange nye spillere på holdet, fortæller assistenttræner Anna Østerbye.

Tre clean sheets i streg

Hold 2 har ikke lukket mål ind i de seneste tre kampe, og ifølge Anna Østerbye skyldes det bl.a. god kommunikation og et højt bundniveau i bagkæden.

- Defensivt har vi skabt en rigtig god base. Kommunikationen blandt midterforsvar og backs samt mellem forsvar og målmand er blevet rigtig god, og det har bidraget til tre clean sheets i træk. Vi ser et rigtig højt bundniveau hos alle vores forsvarsspillere, så der skal noget ekstra til, for at der kan scores mod os, lyder meldingen fra assistenttræneren.

Stor fodboldweekend forude

Der venter Hold 2 et spændende slutprogram med opgør mod bl.a. Varde og Næsby samt næste weekends topkamp mod førerholdet KoldingQ. Kampen mod KoldingQ, som oprindeligt skulle være afviklet i Kolding, er flyttet til Marienlystcentret og fløjtes i gang søndag den 20. oktober kl. 13:00.

Odense Q-tropperne tabte 2-5 i det første opgør efter en imponerende solopræstation af KoldingQ’s Maria Agerholm Olsen, der noterede sig for alle gæsternes scoringer ved den lejlighed. Det er Odense Q-holdets foreløbigt eneste hjemmebanenederlag i denne sæson, og det skal revancheres på søndag.

- Vi glæder os ekstra meget til at tage revanche mod dem og vise, at Marienlyst er vores fort, lyder det fra assistenttræner Anna Østerbye.

OBS: Der ledes efter et andet spillested, mere info følger (opdateret onsdag kl 15:15)

Husk også, at Odense Q’s ligatropper lørdag den 19. oktober er tilbage i Marienlyst for at spille årets sidste hjemmekamp i Kvindeliga-grundspillet. Her får vi besøg af FC Thy/Thisted Q fra kl. 13:00.

Luk