Menu

Vildbjerg SF-Odense Q: Billeder & Reaktioner

image Malaika Din Hashmi og Tenna Kappel noterede sig for Odense Q-målene i lørdagens kamp.
02. juni 2019 kl. 15:11
Se billederne fra lørdagens udekamp i Vildbjerg og læs post-match kommentar fra matchvinder Tenna Kappel.

Håbet om en ligaplads efter sommerferien lever stadig, efter Odense Q-tropperne lørdag vandt 2-1 i udekampen mod Vildbjerg.

Se en masse gode billeder fra kampen og få en reaktion på kampen fra anfører og matchvinder Tenna Kappel længere nede på siden.

Vildbjerg SF-Odense Q 1-2 (0-0)

Odense Q-tropperne havde revanche til gode oven på et bittert 3-2 nederlag i det omvendte opgør.

Trods spilovertag og flere gode chancer til gæsterne – bl.a. et stolpeskud fra Sandra Jakobsen – endte det uden mål i første halvleg. Undervejs måtte Odense Q-keeper Sarah Jacobsen dog udgå, og hun blev erstattet af Tina Holm, der igen gjorde det upåklageligt mellem stængerne. 

Fem minutter inde i 2. halvleg faldt kampens første mål. Efter et Vildbjerg-hjørnespark dumpede bolden ned for fødderne af Michelle Sandfeld, som med en halvflugter fra kanten af feltet sparkede hjemmeholdet på 1-0.

Gæsterne pressede på for en udligning, og i 83. minut kom den. I kølvandet på en Odense Q-dødbold var netop indskiftede Malaika Din Hashmi først over nedfaldet, og med sin første boldberøring i kampen gjorde hun det til 1-1 på endnu en halvflugter fra kanten af feltet.

Odense Q skulle dog bruge alle tre point, hvis indsatsen ikke skulle være forgæves, og tre minutter før tid faldt afgørelsen. Sofie Søderholm sendte en lang bold frem i banen, som endte bagerst i feltet, hvor Tenna Kappel dukkede op og bragte gæsterne på 2-1.

Den stilling holdt kampen ud, og dermed er der fortsat liv i Odense Q-troppernes kvalifikationshåb forud for de to sidste spillerunder.

Tenna Kappel: - Giver virkelig et boost

Tenna Kappel nettede for anden kamp i træk, da hun gjorde det til 2-1 i lørdagens kamp. Vi fangede matchvinderen til en kommentar.

- Det betød alverden for os, og vi var alle sammen enormt glade efter kampen. At vinde 2-1 i Vildbjerg efter at have været bagud med 10 minutter igen, det giver virkelig et boost. Holdet viser god karakter, og vi blev ved med at tro på det, selvom det så sværere og sværere ud. Med de tre point har vi stadig muligheden for at ende i top 2, og det betyder bare alt lige nu.

Se alle billederne fra kampen i galleriet herunder.

Luk