Menu

Skæbnesvangert nederlag på Ceres Park

image
03. november 2019 kl. 16:18
Et 4-0 nederlag til VSK Aarhus i lørdagens ligakamp betyder, at Odense Q ikke længere kan nå en plads i slutspillet. Se billederne og få en reaktion på opgøret fra assistenttræner Serge Bodjo.

Lørdag var Odense Q-tropperne på en svær mission i udekampen mod VSK Aarhus på Ceres Park, hvor man skulle bruge alle tre point for at holde liv i håbet om en plads i slutspillet.

Læs om kampen i artiklen her og se alle billederne fra opgøret i galleriet længere nede på siden.


En stresset optakt

Svanerne var hårdt presset i tabellen forud for lørdagens kamp, hvor holdet endda måtte undvære et par markante profiler.

På banen var Odense Q bl.a. uden Tenna Kappel, der for nylig blev udvalgt til Månedens Hold i Gjensidige Kvindeliga for tredje måned i træk, og på trænerbænken var cheftræner Steen Hansen tvunget til at blive hjemme, efter at han havde været en tur på hospitalet tidligere på ugen.

VSK Aarhus-Odense Q 4-0

De to hold delte pointene i sæsonens første møde efter en sen udligning fra århusianernes Sofie Bloch, men det udviklede sig noget mere ensidigt, da de lørdag eftermiddag tørnede sammen på Ceres Park.

Værterne kom godt fra land i den silende regn, da Sofie Obel headede århusianerne på 1-0 efter 8 minutters spil. Den stilling holdt frem til det 68. minut, hvor et langskudsforsøg fra Maria Denius overlistede indskiftede Odense Q-keeper Sara Small, som havde erstattet en skadet Sarah Jacobsen i løbet af 2. halvleg.

Gæsterne kæmpede ihærdigt for at bide sig tilbage, men med ti minutter igen blev opgøret reelt set lukket. Janni Thomsen kom fri i dybden, og med en god afslutning i det fjerneste målhjørne gjorde hun det til 3-0 for hjemmeholdet. Og i dommerens tillægstid øgede Sofie Bloch til 4-0, efter VSK Aarhus-angriberen var hurtigt over en ripost i det lille felt.

Med sejren er VSK Aarhus sikret en plads i slutspillet, mens Odense Q i stedet skal kæmpe for at forsvare ligapladsen i forårets kvalspil mod BSF og de fire bedst placerede hold fra 1. division. 

Serge Bodjo: Manglede skarpheden

Trods resultatet var der også positive ting at tage med fra lørdagens kamp i Århus. Med ekstraordinært mange unge, relativt uerfarne spillere i kamptruppen var Odense Q-trænerteamets fokus især rettet mod boldomgangen.

- Pigerne havde bl.a. fået besked på at få spillet bolden meget rundt, hvilket mange af dem også er godt skolet i. Det holder de godt fast i inde på banen, så på det punkt er jeg tilfreds med vores indsats, fordi vi formår at holde os til gameplanen, fortæller assistenttræer Serge Bodjo, der lørdag vikarierede som cheftræner i Steen Hansens fravær.

Det konceptfaste spil gav dog ikke pote på Ceres Park. Ud over de fire scoringer kom værterne frem til flere gode muligheder, mens Svanerne i den anden ende manglede den sidste gnist for bide sig tilbage i opgøret.

- Det var tydeligt, at vi manglede skarpheden i nogle afgørende situationer. Vi formår ikke at lukke af for VSK Aarhus, som vi gerne vil, og vi tillader dem for mange chancer i løbet af kampen. I offensiven har vi optræk til nogle gode muligheder, men på dagen har vi ikke kvaliteten til at få noget ud af dem. Det er lidt det indtryk, jeg står tilbage med. Men alt i alt synes jeg, det er positivt, at vi bliver ved med at spille ud fra vores gameplan, og at vi lykkedes med at blive retvendt på nogle vigtige positioner i det opbyggende spil. Men derfra skal vi også arbejde videre med tingene og sikre os, at den indsats, vi lægger i opspillet, også udmunder i åbne målchancer, lyder konklusionen fra Serge Bodjo.

Se alle billederne fra lørdagens kamp i galleriet længere nede på siden.

Runder året af mod Farum BK og FC Thy-ThistedQ

Der resterer blot en enkelt spillerunde i Gjensidige Kvindeliga-grundspillet. Odense Q-troppernes sidste ligakamp i 2019 spilles lørdag den 16. november på udebane mod Farum BK på Right to Dream Park.

Intet resultat kan ændre på de to holds placering i tabellen, men begge kan til gengæld bruge kampen som led i optakten til pokalkvartfinalerne den efterfølgende weekend. Her tager Odense Q imod FC Thy-ThistedQ i Marienlyst, men Farum BK får besøg af Brøndby på Right to Dream Park.

Se alle billederne fra lørdagens kamp i galleriet herunder.

Luk