Menu

Odense Q–FC Thy-Thisted Q: Optakt og Livestream

image
19. oktober 2019 kl. 11:00
Læs optakt og find link til livestream af lørdagens ligabrag mod FC Thy-Thisted Q.

Lørdag eftermiddag tager Odense Q-tropperne imod FC Thy-Thisted Q i årets sidste ligakamp på fynsk grund. Læs optakt til kampen i artiklen her.

Svanerne jagter revanche

Første indbyrdes møde med FC Thy-Thisted Q endte med en storsejr på 5-0 til de nordvestjyske værter i et opgør, som må betegnes som en kollektiv off-day for Svanerne. Meget er dog sket siden dengang. Odense Q går ind til dagens kamp med en god portion selvtillid i bagagen oven på sidste uges 3-0 sejr over KoldingQ. Med sejren er man helt med i den spændende kamp om slutspilspladserne, der også involverer VSK Aarhus, KoldingQ og dagens modstandere fra FC Thy-Thisted Q.

Defensiven stod solidt og holdt buret rent for første gang siden sæsonpremieren mod BSF, og længere fremme på banen fortsatte Tenna Kappel sin målform Gjensidige Kvindeligaen, hvor Odense Q-kaptajnen har nettet i de seneste fire spillerunder. Hun kom også på tavlen i to omgange, da FC Thy-Thisted Q sidst var på besøg i Marienlyst for et års tid siden. Her endte det 4-2 til hjemmeholdet i et medrivende opgør.

Se målene fra den kamp her:


Pointsultne gæster
Gæsterne fra FC Thy-Thisted Q har leveret en relativt stabil efterårssæson krydret med en række bemærkelsesværdige resultater. Holdet har bl.a. formået at hente point i udekampene mod både Fortuna Hjørring og Brøndby, men i de to seneste runders returopgør er thyboerne på hjemmebane løbet ind i store nederlag til de to titelkandidater. 

Med offensivspillere som Malene Sørensen og Rikke Dybdahl er dagens gæster særdeles kompetente i de forreste geledder. Både på omstillingerne og når det gælder om at straffe modstandernes opspilsfejl, har thyboerne vist sig vanskelige at tøjle. Og især sidstnævnte var en vigtig faktor, da Odense Q tidligere på sæsonen blev sendt hjem fra Thisted med et 5-0 nederlag i bagagen.

Se mål m.m. fra det første møde på Mycujoo.tv

Uden sejr i fem kampe – ganske vist også med et meget hårdt program – er FC Thy-Thisted Q-holdet sultne efter point, og de kommer til Odense med en stærk, velbegrundet tro på, at de kan tage alle tre point. Den sammentømrede nordvestjyske enhed kommer dog på en svær prøve over for et teknisk stærkt hjemmehold, er vil forsøge at sætte tempoet på det odenseanske kunstgræs.

Der er lagt i ovnen til et spændende ligabrag, som fløjtes i gang kl. 13:00 på bane 1. Kom ud og bak op eller se med på livestreamet, der går på kort inden kickoff.

Se livestream

Dagens kamp kan ses live på Kvindeliga.dk eller i afspilleren herunder.

 

Luk