Menu

B.93-Odense Q: Billeder & Reaktioner

image - Vi gør stort set alle de rigtige ting, men så taber vi hovedet i 3 minutter og lader dem score 2 mål, de aldrig burde have fået, fortæller Tenna Kappel.
01. oktober 2018 kl. 20:29
Se billeder fra lørdagens pointdeling på Østerbro Stadion og læs anfører Tenna Kappels reaktion på det dramatiske opgør.

Odense Q-tropperne tog sæsonens første point i 3F Ligaen, da man lørdag spillede 2-2 i et højdramatisk udebaneopgør mod B.93. Læs om kampen her og se alle billederne derfra i galleriet længere nede på siden.

1. halvleg

Der var lagt op til et spændende opgør i bunden af 3F Ligaens grundspil mellem to hold, der begge havde sit at revanchere oven på en hård sæsonstart. Efter et par uger på skadesbænken var Sarah Jacobsen tilbage i Odense Q-målet, hvorfra hun kunne se holdkammeraterne komme bedst fra land i opgøret. Med sit første sæsonmål bragte Marie Maj Madsen gæsterne i front efter 25 minutters spil, da hendes afslutning strøg i nettet via en afretning fra en B.93-forsvarer.

Og der var flere gode scoringsforsøg i første halvleg  specielt fra gæsternes fødder  men det blev ved den enlige scoring i de første 45 minutter.

2. halvleg

Efter en lille times spil tilkæmpede Kamilla Ø. Jensen sig et straffespark for anden kamp i streg. Modsat sidste weekend stod hun denne gang selv for at eksekvere, og med en sikker afslutning i det ene målhjørne øgede hun Odense Q-føringen til 2-0. Det lignede en sejr til gæsterne gennem det meste af 2. halvleg, men det skulle et københavnsk comeback i slutminutterne hurtigt få ændret på.

Først reducerede 3F Liga-debutant Sofie Bredgaard til 1-2 i det 88. minut, efter hun kom på enden af et fladt indlæg i det lille felt. Og i dommerens tillægstid sikrede B.93-anfører Mette Perthu-Hansen sit hold det ene point, da hendes lobforsøg traf overliggeren og – på dramatisk vis – sneg sig over stregen.

Således endte det 2-2 i lørdagens bundgyser, og på den måde kunne begge hold lade sig notere for sæsonens første 3F Liga-point.

Tenna Kappel, Odense Q-anfører
- Jeg er mega skuffet over, at vi ikke får de 3 point, fordi jeg synes, vi rent spilmæssigt fortjente dem. Vi gør stort set alle de rigtige ting, men så taber vi hovedet i 3 minutter og lader dem score 2 mål, de aldrig burde have fået. Det er en hård én at sluge.

Se også post-match interview med B.93's 3F Liga-debutant Sofie Bredgaard (Facebook)

Odense Q-troppernes næste 3F Liga-kamp spilles lørdag den 13. oktober, hvor Brøndby kommer på besøg fra kl. 13:00 på bane 1.

Luk