Pavar: - Vi skal ha' tre point
- Vi gør mange af de rigtige ting, men ikke tit nok. Derfor har vi fokuseret på, at gøre tingene helhjertet - og hele tiden, fortæller Jakob Pavar (th.).
Lørdag drager Jakob Pavar og resten af Odense Q-hæren til Sundby for at kæmpe om vigtige point i Kvalifikationsligaen. Odense Q kom skidt fra land med et 1-2 nederlag til Næsby i første spillerunde, mens Sundby tog alle tre point, da de ude vandt 3-2 mod VSK Aarhus. Vi trak Jakob Pavar til side for at få hans syn på den opgave, han og spillerne står over for i lørdagens kamp:
Hvordan synes du, truppen har reageret oven på nederlaget i Næsby-kampen?
- De har reageret positivt. Der var den naturlige ærgrelse og skuffelse, som der også skal være, men samtidig en erkendelse af at vi skal videre, og at der nu venter os en ny kamp.
Hvad har I arbejdet med siden sæsonpremieren?
- Vi har arbejdet videre med vores overordnede gameplan og med vores aftaler om, hvad vi gerne vil ha’ der skal ske, når vi fører bolden frem.
Er der ellers noget, I har haft særligt fokus på i dagene op til Sundby-kampen?
- Vi gør mange af de rigtige ting, men ikke tit nok. Derfor har vi fokuseret på at gøre tingene helhjertet – og hele tiden.
Hvad forventer du, Sundby kommer med?
- Jeg har selvfølgelig set Sundby i pokalsemien mod Varde, men har derudover et begrænset kendskab til dem. Jeg stoler på, at vi kan løse opgaven ud fra egne forudsætninger.
Hvad skal I ha’ med fra kampen, for at du kan være tilfreds?
- Vi skal ha’ tre point. Det vil altid være den største tilfredsstillelse. Men hvis jeg skal køre hjem med armene over hovedet, skal vi også se nogle af de ting, vi har arbejdet med på træningsbanen, blive udført i kamp.
Kampen sparkes i gang kl. 13:00. Husk at følge med på vores Instagram, hvor vi vil opdatere fra både bustur og kamp.