Odense Q vandt vigtigt lokalderby
Lørdag stod den på forårets anden udgave af kvindefodboldens fynske nyklassiker, da Odense Q gæstede Næsby i Kvalifikationsligaens 6. spillerunde.
Næsby BK-Odense Q 1-4 (0-2)
'20 Maria Thomsen 0-1
'44 Britta Olsen 0-2
'54 Michelle Kjærhus 1-2
'58 Annika Hansen 1-3
'90 Michele Hannibaldsen 1-4
Odense Q: S. Jacobsen; M. Henningsen, M. Thomsen, L. Kudsk, C. Skov; M. Jessen (’70 M. Sundahl), L. Munk ('65 M. Hannibaldsen), T. Kappel, B. Olsen; A. Rosholm (’72 L. Bruun), A. Hansen
1. halvleg
Som forventet bød dagens kamp på masser af fysik fra begge hold, og de indledende minutter var bestemt ingen undtagelse. Odense Q var bedst på bolden, og efter 5 minutter kom første varselsskud. Britta Olsen sendte et drilsk indlæg ind fra venstrekanten, og det skabte forvirring i Næsby-defensiven, som kun med nød og næppe fik clearet bolden væk tæt under mål. Odense Q fortsatte trykket og bidrog til en underholdende indledning med flere gode opspil samt en enkelt annulleret scoring. 14 minutter inde bed værterne så fra sig med et spark fra kanten af feltet, men afslutningen savnede både kraft og præcision.
Efter 20 minutters spil fik Odense Q hjørnespark i højre side, som Line Munk – vanen tro - stod for at eksekvere. Hun sendte en hård bold ind i pandebrasken på Maria Thomsen, der via overliggeren kunne bringe Odense Q på 1-0.
Gæsterne kørte på, og efter 25 minutter var Odense Q-anfører Tenna Kappel millimeter fra at komme på enden af et Annika Hansen-indlæg fra venstrekanten. Og Annika fik også selv chancen efter 33 minutter, da hun kom fri i dybden. Under hårdt pres fik hun prikket bolden forbi Næsby-keeperen, men afslutningen trillede snært forbi mål. Der stod Odense Q på alt i denne periode, og få minutter senere fik Line Kudsk såmænd også et stort tilbud i værternes straffesparksfelt, men den unge centerforsvarer overplacerede sin afslutning. Trods mange chancer kom 2-0 målet først efter 44 minutters spil, da Line Munk igen lagde den ind fra hjørnet. Denne gang strøg bolden mod forreste stolpe, hvor hun fandt Britta Olsen, som med et kraftfuldt hovedstød fordoblede Odense Q-føringen.
Der var ikke mere action i de første 45 minutter, og således kunne gæsterne gå glade til pause med en 2-0 føring og en stærk præstation i bagagen.
2. halvleg
Fra anden halvlegs start tog værterne mere initiativ, og allerede fem minutter kom første Næsby-afslutning, som gik tæt forbi mål. Hjemmeholdet fastholdt den friske tilgang, og efter 54 minutter kom belønningen så. Michelle Kjærhus trykkede af fra distancen, og den kraftfulde afslutning overlistede Sarah Jacobsen i Odense Q-målet, 1-2.
Værterne var tilbage i opgøret, men glæden hos hjemmesupporterne varede kun kort. 3 minutter senere var den nemlig gal i den anden ende, da Odense Q-topscorer Anna-Sofie Rosholm fandt plads i dybden og sendte en flad bold ind i det lille felt. Den opfangede en fremstormende Annika Hansen, som køligt dirigerede bolden i nettet og genetablerede gæsternes tomålsføring.
Næsby gav ikke op uden kamp og forsøgte ivrigt at sætte dagsordenen, da vi nærmede os kampens slutfase. Det blev sjældent helt farligt, og da man med godt et kvarter igen måtte se en hovedstødsafslutning tage stolpen i Odense Q-målet, så det efterhånden svært ud for hjemmeholdet.
Værternes offensive investering kostede også bagtil. Det lukrerede indskiftede Lærke Bruun på, da vi gik ind i dommerens overtid, efter hun opfangede en dybdebold fra Majbritt Henningsen og afsluttede mod mål. Næsby-keeperen blokerede i første omgang, men på riposten dukkede Michele Hannibaldsen – en anden indskifter - op, og hun lagde bolden i netmaskerne til slutstillingen 4-1 til gæsterne fra Odense Q.
Dermed fik Odense Q revanche for nederlaget i forårspremieren. Man ligger nu på en 2. plads med blot et enkelt point op til Varde på 1. pladsen, der lørdag vandt med hele 7-1 over SønderjyskE. VSK Aarhus ser desuden ud til at ha’ ramt formen, efter de hentede en 2-1 sejr ude imod Sundby. Næste Odense Q-kamp er mod netop Sundby, der kommer til Odense næste lørdag med kickoff kl. 13:00 på Marienlystcentrets Bane 1.