Menu

Odense Q vandt forårsfinalen

image Sofie Karsberg blev godt gennemblødt i kølvandet på sin sidste kamp i Odense Q-trøjen.
18. juni 2017 kl. 19:56
Med en 2-0 sejr over Varde slutter Odense Q på førstepladsen i Kvalifikationligaen og er dermed klar til 3F Ligaens grundspil i efteråret. Se alle billederne og læs kampreferat her.

Odense Q-Varde IF 2-0 (2-0)

'16 Annika Hansen

'45 Maria Thomsen

Odense Q: S. Jacobsen; S. Karsberg ('41 M. Henningsen), M. Thomsen, L. Kudsk, C. Skov ('74 H. Vigen); M. Sundahl, T. Kappel, L. Munk, B. Olsen; A. Hansen ('67 M. Hannibaldsen), L. Bruun'

1. halvleg

Odense Q kom stærkt fra start, og allerede efter 3 minutters spil var Lærke Bruun tæt på at kunne gøre det til 1-0 efter flot forarbejde af Annika Hansen i venstresiden. Gæsternes første afslutning faldt efter 7 minutter, da en Varde-spiller halvflugtede mod mål, men forsøget gik komfortabelt forbi. Og minuttet efter var det igen ved at brænde på hos værterne, da en dybdebold tog et drilsk opspring foran Odense Q-keeper Sarah Jacobsen. Hun blev dog bakket godt op af sine medspillere, der hurtigt var over situationen.   

Fem minutter senere blev Line Munk sendt i dybden af Lærke Bruun. Munk vandt taklingen mod den fremstormende Varde-keeper, men også hos gæsterne var man hurtig til at bakke op i rummet bag målvogteren.

Lidt over et kvarter inde i opgøret fik vi kampens første mål. Odense Q-forsvarer Line Kudsk smed en høj bold frem, og via lidt tilfældigheder faldt bolden for fødderne af Annika Hansen, som med et fikst træk og en flad afslutning kunne bringe værterne i front. Odense Q fastholdt overtaget i kampen og i store perioder lykkedes man med at begrænse gæsterne til sporadiske kontraangreb.

26 minutter inde var Lærke Bruun igen i fokus. Efter et kikset skudforsøg fra Line Munk kom Lærke pludseligt til afslutning i feltet, men det kraftløse spark trillede lige i hænderne på Varde-keeperen. Netop Varde-keeperen, Sidse Tryk, måtte ud i endnu en vigtig redning minuttet efter, da Annika Hansen trykkede af fra distancen.

Varde lurede på kontraen, men var oppe mod et velorganiseret Odense Q-forsvar. Efter en halv times spil lykkedes gæsterne dog med at spille sig forbi den odenseanske bagkæde, men Sarah Jacobsen – der havde holdt nullet i de tre seneste hjemmekampe – kom hurtigt ude af sit mål og fik afværget.

Odense Q pressede på med mere eller mindre farlige forsøg udefra, og efter 36 minutter stod værterne for en af kampens flottere spilsekvenser. Maria Thomsen tog et rush frem i banen og fandt Annika Hansen i højre side. Annika sendte en flad bold på tværs til Line Munk, der kvitterede med en skruende afslutning, men Varde-keeperen fik viftet bolden over mål. På det efterfølgende hjørnespark dumpede andenbolden ned for fødderne af Tenna Kappel. Med stor beslutsomhed sendte hun en hård halvflugter afsted, men for anden gang i kampen måtte kaptajnen se sit skudforsøg gå over mål.

Da vi gik ind i første halvlegs tillægstid, var der igen fare på færde i gæsternes straffesparksfelt. Michelle Sundahl brød et Varde-opspil og fandt i samme instans Annika Hansen, der fik lov til at vende, inden hun med en veltimet indersideaflevering stak Britta Olsen i dybden. Fra en halvspids vinkel fik Britta bolden forbi den udfarende keeper, blot for at se en vågen Varde-forsvarer dukke op ved forreste stolpe og afværge 2-0 målet – i hvert fald for en stund. Herefter fulgte nemlig et af sæsonens mange veleksekverede hjørnespark fra Line Munk. Ved bagerste stolpe fandt hun Maria Thomsen, der med låret kunne dirigere bolden over stregen til pauseføringen 2-0 i hjemmeholdets favør.

2. halvleg

Vi fik anden halvlegs første tilbud efter blot 3 minutter. Britta Olsen forsøgte sig med venstreskøjten fra 25 meter, men sparket manglede den fornødne kraft, for at det for alvor kunne true Varde-målet. Efter 52 minutter var gæsterne på spil, da Sarah Støckler fandt plads i venstresiden. Hun trak ind og sparkede mod det fjerneste hjørne, men navnesøster Sarah Jacobsen i Odense Q-målet kunne let følge den til dørs.

Da vi nærmede os en times spil, blev der for en stund opstillet skydetelt i Vardes straffesparksfelt, og det var igen oven på et par veldrejede dødbolde fra Line Munk. Hun smækkede et frispark over i bagerste område, som Annika Hansen først halvkiksede, hvorefter Michelle Sundahl kom til skud i to omgange. Det gav i sidste ende et hjørnespark, som gæsterne først fik afværget, inden Tenna Kappel var over nedfaldet. Hun sendte en dæmpet afslutning mod mål, men skuddet blev blokeret af en kvik Varde-forsvarer ved bagerste stolpe.

Efter 63 minutter kom udeholdet igennem i venstre side. Varde-spilleren fik sendt et farligt indlæg ind fra kanten af det lille felt, men oplægsforsøget blev afvist takket være gode reflekser fra Sarah Jacobsen. Og med 12 minutter igen spillede Varde sig – via godt kontraspil – frem til endnu en mulighed, men Laura Bahls flade afslutning voldte ingen problemer for Sarah i Odense Q-målet.

Anden halvlegs måske bedste angreb kom med ti minutter igen. Højreback Majbritt Henningsen vandt bolden på midten af banen, og med hjælp fra Line Munk kombinerede hun sig fri på venstrekanten. Majbritt smed et skarpt indlæg mod forreste stolpe, og det blev mødt af Britta Olsen, som dog ikke formåede ikke at holde sin afslutning inden for målrammen. Et flot angreb og en flot soloaktion af Majbritt, der ledte tankerne hen på co-cheftræner Ronnie Reiflings ønske om ’totalfodbold’ fra Odense Q-tropperne i dagens kamp.

Gæsternes Laura Bahl, der scorede dybt inde i overtiden i pokalfinalen mod Brøndby, var tæt på at gentage den bedrift kort før tid. Hun kom fri til afslutning på kanten af feltet, men under hårdt pres fra Maria Thomsen måtte pokalmålscoreren se sin afslutning stryge forbi mål. Kort efter lød det forløsende slutfløjt, og dermed kunne de to hold gladeligt ønske hinanden tillykke med et forlænget ophold i 3F Ligaen. Tenna Kappel løb - for tredje hjemmekamp i træk - med titlen som WOTM.  

Lørdagens opgør var samtidig afskedskamp for Signe Madsen, Sofie Karsberg og - ikke mindst - holdleder Mie Karsberg, der alle blev hyldet umiddelbart efter kampen.

Luk