Odense Q sejrede stort på Sydfyn
Der var underholdning for alle pengene, da Odense Q’ Albaniseriekvinder tirsdag aften vandt med opsigtsvækkende 13-0 på udebane mod Tved.
De mange mål – som vi grundet det høje antal ikke kan gengive enkeltvis - fordelte sig på fem forskellige spillere: Anna Østerbye løb med titlen som opgørets topscorer med hele fem mål fra hendes fødder. Dernæst fulgte Dagbjört Agnarsdóttir med fire scoringer, Nanna Christensen med to, mens Lærke Bruun og Michelle Sundahl hver noterede sig for en enkelt pind.
Vi fangede cheftræner Rene Hansen til en snak om kampen og om de forventninger, han har til holdets færden i Albaniserien.
I tager en storsejr med fra Sydfyn. Hvordan oplevede du kampen?
- Vi mødte et hold, som leverede en lidt blandet præstation. Det bar spillet også lidt præg af i første halvleg, hvor vi til tider kom lidt let til tingene og får sat hele 10 kasser ind. I anden halvleg dæmmede Tved væsentligt bedre op for os, og jeg synes, de leverede en god anden halvleg. De fik vist, at de godt kan spille og fighte, selvom det ikke nødvendigvis førte til de helt store tilbud i vores felt.
Hvilke elementer i jeres spil lykkedes I særligt godt med?
- Jeg synes, vi var dygtige på flere fronter. Specielt i første halvleg spiller vi hurtigt og truer både i dybden og på kanterne. Det tempo, vi lagde for dagen, havde Tved svært ved at matche. Og så er det på sin plads at rose angrebet oven på sådan en kamp. De lykkedes godt med at gå ned for at modtage bolden, og de var generelt meget involverede i scoringerne, enten som målscorere eller i oplæggerens rolle.
Er der noget, som du mener, I stadig skal arbejde på?
- Vi skal være bedre til at holde på bolden. Vores boldomgang var ikke altid lige køn, og så synes jeg, vi til tider fokuserede lidt for meget på at spille dybt. Selvom det var med til at true Tved-defensiven, havde jeg gerne set noget mere spil mellem kæderne, når vi kom frem på banen. Vi glemte en gang imellem at sætte tempo i spillet i anden halvleg, og vi havde måske lidt travlt med selv at få sparket på mål. Når det er sagt, så leverer vi en stærk kollektiv indsats, som jeg overordnet set kun kan være tilfreds med.
Med sejre på 5-0 og nu 13-0 er I kommet særdeles godt fra land i forårssæsonen. Hvordan ser du jeres chancer for oprykning?
- Med det spillermateriale, som vi har, bør vi bejle til en oprykningsplads, som jeg ser det. Men vi skal selvfølgelig blive ved med at præstere, og hvis ikke vi gør det, kan alt jo ske.
Odense Q’s Albaniseriekvinder er allerede i aktion igen på søndag, hvor den står på hjemmekamp mod Flemløse BK, der pt. indtager en 4. plads i Albaniserien. Der er kickoff kl. 11:00.