Menu

Ny spiller i Odense Q: Ida Toft Kristensen

image - Jeg vil vise noget fight og vilje oppe foran, hvor jeg kan udfordre og bidrage med farlige løb i ryggen på forsvarerne, fortæller Ida Toft Kristensen.
30. juli 2017 kl. 19:35
19-årige Ida Toft Kristensen skifter fra Tåsinge f.B. til Odense Q, hvor hun bliver en del af 3F Liga-truppen. Fang reaktioner fra både Ida og cheftræner Jakob Pavar her.

Ida Toft Kristensen er nyeste skud på stammen i Odense Q’s 3F Liga-trup til den kommende sæson. Med en fortid i bl.a. Varde IF, Charlton (England), Fortuna Svendborg og senest Tåsinge f. B. har den 19-årige angriber allerede været vidt omkring i karrieren. Nu står den så på 3F Liga-bold for Idas vedkommende, og vi fangede den nye Odense Q’er til en kommentar oven på skiftet.   

Hej Ida – og velkommen til! Hvad vil du gerne opnå med skiftet til Odense Q?

- Overordnet set glæder jeg mig til at blive en del af et elitemiljø, hvor det er fodbolden, der er i fokus. Så må tiden vise, hvor langt det rækker.

Hvad bringer du til Odense Q-offensiven og holdet som helhed?

- Min aggressivitet og troen på bolde, som mange andre opgiver, og selvfølgelig afslutninger og mål. Jeg vil vise noget fight og vilje oppe foran, hvor jeg kan udfordre og bidrage med farlige løb i ryggen på forsvarerne. Og så er jeg engageret i min træning og det sociale.

Også Odense Q-cheftræner Jakob Pavar blev spurgt ind til skiftet.   

Hej Jakob! Hvad er din reaktion på tilgangen af Ida Toft Kristensen?

- Jeg synes, det er en fremragende tilgang. Ida viste os en masse ved den ene træning, som hun har været med til, både med hensyn til indstilling og evner. Så jeg er rigtig glad for, at hun har valgt at spille hos os.

Luk