Ny spiller i Odense Q: Freja Adelgaard
- Jeg kommer med noget fysik, en god spilforståelse, og så er jeg god til at kommunikere inde på banen, fortæller Freja Adelgaard.
Odense Q kan præsentere endnu en ung forstærkning til 3F Liga-truppen i form af 17-årige Freja Adelgaard, der kommer til fra Oure. Trods sin unge alder har Freja imponeret trænerteamet så meget henover sommeren, at hun nu er inkluderet i 3F Liga-truppen, hvor hun i første omgang ser ud til at dække positionen som højre back. Fang Frejas reaktion på skiftet i interviewet her.
Hej Freja – og velkommen til! Hvad motiverede dig til at starte i Odense Q?
- Det var meget træningsmiljøet og bare det her med at være en del af det elitemiljø, de er i gang med skabe. Alle i klubben går rigtig meget op i det, og det har været fedt at se.
Hvilke tanker har du gjort dig om at tage skridtet op i 3F Ligaen?
- Jeg har tænkt meget over, at jeg nok kommer til at kæmpe mere for tingene, ikke mindst spilletiden. Men jeg er rigtig god til at tilpasse mig, så jeg er sikker på, at det nok skal gå.
Hvad er det for nogle kvaliteter, du bringer til Odense Q-holdet?
- Jeg kommer med noget fysik, en god spilforståelse, og så er jeg god til at kommunikere inde på banen. Og så kan jeg dække mange pladser. Det er fx forholdsvist nyt, jeg er blevet højre back. Det var først noget, jeg begyndte med nede på Oure. Men det er en position, som jeg føler mig rigtig godt tilpas på, og hvor jeg kan komme bedst muligt frem med mine kvaliteter.
Hvad er dit indtryk af dine nye holdkammerater?
- Det er rigtig godt. Da vi var færdige med den første træning, kom flere af dem over med positive kommentarer og spurgte ind til min oplevelse af træningen. De har været super gode til at snakke med mig om, hvad jeg gør godt, og hvad jeg kan forbedre, og så er de ikke så hårde i deres tone. De er super søde, og jeg er klar til at lære en masse ting af dem.
Vi fangede også cheftræner Ronnie Reifling til en kommentar på den nyslåede Odense Q’er.
Hej Ronnie! Hvordan ser du Freja som spiller, og hvordan passer hun ind på holdet?
- Freja er en ung, upcoming stjerne. Hun har vist store kvaliteter på højrebacken, specielt på træningslejren, og hun har vist, at hun trods en ung alder kan spille med på højt niveau. Som spiller virker hun klog, ihærdig og placeringsstærk, og hun har også de rette kvaliteter frem ad banen, som vi gerne ser hos vores backs. Det viste hun bl.a. i sejren over KoldingQ, hvor hun bød ind med en flot assist.