Menu

Maria Thomsen: Vi skal kigge indad

image - Individuelt skal vi kigge indad og indstille os på at vinde vores nærkampe hver gang, lyder det fra viceanfører Maria Thomsen forud for Varde-kampen.
26. oktober 2017 kl. 15:09
Læs interview med viceanfører Maria Thomsen, der vender Varde-kampen og ser tilbage på sidste rundes nederlag til KoldingQ.

Efter en hektisk landskampspause ruller 3F Liga-bolden igen i denne weekend, hvor Odense Q-tropperne søndag skal en tur til Varde. Vi har taget en snak med Odense Q-forsvarer Maria Thomsen, som her giver sit syn på søndagens kamp og evaluerer indsatsen i sidste rundes opgør mod KoldingQ.

På søndag møder I Varde på udebane. Hvad forventer du dig af kampen?

- Jeg forventer, at vi tager en sejr med fra Varde. Vi kommer med en 5-0 sejr i bagagen fra det første møde, hvor vi leverede en rigtig god kamp med mange stærke præstationer, specielt fra de unge spillere. Vi SKAL ha' tre point på søndag.

Præstationen i sidste spillerunde mod KoldingQ matchede ikke niveauet fra de forudgående kampe mod Varde og Fortuna Hjørring. Hvad gik der galt?

- Der var for mange gange, hvor vi blev sat i én-mod-én situationerne. Og offensivt skaber vi – ud over målet – ikke nogen farlige situationer. Vi fik ellers overtaget fra start, hvor Britta scorede et fremragende mål, og jeg følte egentlig, vi havde meget godt styr på tingene. Men da Kolding kom på 1-1 gik det lidt ned ad bakke, og vi mistede spilovertaget. Det var rigtig skuffende, fordi jeg følte ikke, at vi var så langt fra, men alligevel tabte vi 3-1.

Hvad skal I gøre for at rejse jer fra den skuffelse?

- Individuelt skal vi kigge indad og indstille os på at vinde vores nærkampe hver gang. Og så er vi nødt til at spille os frem til flere og større chancer, end vi var i stand til mod Kolding.

Søndagens udekamp mod Varde sparkes i gang kl. 13:00 på Sydbank Stadion.  

Luk