Menu

Line Munk: - Står stærkere som hold nu

image - Vi har glædet os rigtig meget til at komme i gang igen, og den spilleglæde skal vi ud at vise, fortæller Line Munk forud for VSK Aarhus-kampen.
21. september 2017 kl. 09:10
Odense Q-forsvarer Line Munk ser frem mod aftenens kamp mod VSK Aarhus.

Torsdag aften skal Odense Q-tropperne på en svær opgave, når man ude møder VSK Aarhus, der for tiden indtager en 3. plads i 3F Ligaen med sejre i to ud af de tre seneste opgør. Odense Q kom derimod først på pointtavlen i sidste spillerunde, da man efter en jysk overtidsscoring måtte nøjes med 1-1 mod Vejle på hjemmebanen i Marienlyst. Vi tog en snak om aftenens kamp med Odense Q-forsvarer Line Munk.

Hvad har I fokuseret på her i kamppausen?

- Vi har brugt pausen på at arbejde med det taktiske og de relationelle færdigheder på holdet. Vi har skærpet vores forståelse for, hvordan vi skal agere på vores positioner, så alle nu er med på, hvad vi gør i forskellige spilsituationer. Det har vi manglet lidt, men vi er et ungt hold med mange nye i startopstillingen, og det er ikke noget, man bare lige spiller sammen på et par kampe. Den enkelte spiller skal føle sig tryg i sine aktioner inde på banen, og det føler jeg, at vores arbejde i pausen har hjulpet på. Det gælder også for de spillere, som endnu ikke har spillet så meget, og det er vigtigt, at den tryghed når hele vejen rundt. Det gør os mere sikre i de ting, vi laver inde banen, både individuelt og som hold.

I sidste sæson optrådte du på den centrale midtbane, men er i denne sæson rykket ned i midterforsvaret. Hvordan har du oplevet den transformation?

- Jeg har tidligere i karrieren spillet i midterforsvaret, og er rigtig glad for at være dernede, hvor jeg kan bruge min erfaring. Vi har et ungt og nysammensat forsvar, så jeg kan bringe noget rutine og ro, som måske kan hjælpe de unge lidt.

Torsdag aften møder I VSK Aarhus på udebane. Hvad forventer du dig af kampen?

- Jeg forventer en meget lige kamp, der måske kan minde lidt om Kolding-kampen, hvor spillet bølger meget frem og tilbage. Vi har fået justeret nogle ting, så jeg forventer også, at vi står stærkere, end vi gjorde i Kolding. Vi har glædet os rigtig meget til at komme i gang igen, og den spilleglæde skal vi ud at vise. Vi står stærkere som hold nu her efter pausen her, og jeg tror på, vi kan lave et resultat i Århus.

Hvad skal I være særligt opmærksomme på hos århusianerne?

- Vi skal være opmærksomme på, at de har nogle hurtige folk oppe foran, men generelt er VSK Aarhus bare et stærkt hold. De spiller rigtig godt sammen, og det er i mine øjne den væsentligste grund til, at de er et af Danmarks bedste hold.

Aftenens kamp fløjtes i gang kl. 19:00 i Århus, og den kan ses på værternes Mycujoo-kanal her.

Luk