Menu

Jakob Pavar: - Skal tage gejst og energi med videre

image - Det bedste i vores kampevaluering var, at spillerne selv bød ind. Når de gør det, viser de også, at de tager ansvar, fortæller Jakob Pavar.
25. august 2017 kl. 18:50
Til torsdagens træning blev både sæsonpremieren og lørdagens kamp mod Brøndby vendt. Læs hvad cheftræner Jakob Pavar havde at sige om de to vanskelige opgør.

Det kræver sit at møde landets to stærkeste hold inden for blot fire dage. Om ikke andet er det realiteten for Odense Q-tropperne, der lørdag morgen sætter kursen mod Brøndby, hvor et møde med de danske mestre venter. Vi tog en snak med cheftræner Jakob Pavar midt i det hektiske startprogram. 

Til torsdagens træning evaluerede i sæsonpremieren mod Fortuna Hjørring. Hvad blev der lagt vægt på?

- Hvis vi skal tage hullerne i osten først, så har vi lagt vægt på, at vi simpelthen er nødt til at holde vores aftaler og være klar på hver en bold. Det er lidt det, vi kan tage med af negative ting fra kampen. Til gengæld virkede vores oplæg til kampen mod Fortuna til at være den rette opskrift. Spillerne viste den helt rette gejst og energi, og det skal vi tage med videre. Det bedste i vores kampevaluering var, at spillerne selv bød ind. Når de gør det, viser de også, at de tager ansvar. Det giver noget andet, end når vi trænere bare står og kæfter løs.

I morgen møder I mestrene fra Brøndby, der går ind til kampen som storfavoritter. Hvad er jeres succeskriterie for den kamp?

- At vi er der for hinanden som hold, og at vi kan se, spillerne igen går ind og udfører de opgaver, de bliver stillet. Det er det væsentligste. Og så kunne det være fedt, hvis vi kan vise noget mere mod på tingene, når vi er i boldbesiddelse. Forhåbentlig kan vi tage flere skridt i den rigtige retning mod Brøndby.

Efter onsdagens kamp fortalte du, hvordan kræfterne slap op i løbet af anden halvleg – fysisk såvel som mentalt. Hvad kan I gøre for at undgå et lignende udfald i morgen?

- Vi har snakket om, at vi kom meget sent ud fra pause, og der har spillerne måske ikke helt kunnet hvile hovedet og fået gang i stængerne. Og så er det meget det her med at overholde vores aftaler inde på banen. Grunden til det blev så hårdt var, at vi blev for stresset i vores boldomgang og kom til at løbe for meget efter Hjørring. Hvis vi kan holde snakken kørende og hjælpe hinanden med at gøre det nemt gennem hele kampen, så tror jeg ikke, vi kommer i problemer på den front.

Lørdagens kamp i Brøndby sparkes i gang kl. 13:00 og kan ses på værternes mycujoo-kanal

Luk