Menu

Jakob Pavar: - Skal finde tilbage på samme spor

image - Vi skal finde tilbage på samme spor, som vi har været i de seneste fire uger, fortæller Jakob Pavar (tv) efter nederlaget i Varde.
08. maj 2017 kl. 20:03
Odense Q-cheftræner Jakob Pavar ser tilbage på søndagens nederlag i Varde.

Søndag satte Varde en stopper for den opadgående formkurve, der ellers har kendetegnet Odense Q-holdet de seneste uger. Vi tog en snak med Jakob Pavar oven på kampen for at finde frem til, hvad der gik galt undervejs.

I taber 2-0 i Varde. Hvordan ser du tilbage på kampen?

- Det var en skidt præstation. Som Ronnie (red. co-cheftræner Ronnie Reifling) også sagde, så leverer vi nærmest et 90 minutters studie i forkerte beslutninger, og vi får heller ikke lavet de rigtige løb for hinanden, hverken i offensiven eller i vores presspil. Så bliver resultatet jo derefter, og det var såmænd fortjent nok, at Varde tog sejren.

Læs også: Sejrsstimen blev brudt i Varde

I kom ellers ind til kampen oven på tre sejre i rap, og spillet i sidste weekend mod VSK Aarhus stod i stor kontrast til søndagens kamp. Hvad gik galt i Varde?

- Jeg tror, det er vores mentale indstilling, der har spillet lidt ind. Mange af spillerne var med til at vinde forholdsvist stort over Varde to gange i efteråret, og da vi samtidig kom med en 5-0 sejr i bagagen fra sidste weekend, har der måske været en forestilling om, at ’nu kører det hele bare’. Det kan ha’ medført, at man simpelthen undervurderede, hvad det var vi skulle over til. Men vi må også tage hatten af for Varde, der viste, at de ville det mere end os på dagen.

I har knap to uger til næste kamp, som er det spændende lokalopgør mod Næsby. Hvad skal I ha’ fokus på i optakten til den kamp?

- Vi skal finde tilbage på samme spor, som vi har været i de seneste fire uger. Spillerne skal lige ha' hovederne med sig og forstå, at de altså sagtens kan det her. Og så skal vi nok komme igen mod Næsby. Det er jeg ikke i tvivl om.

Kampen mod Næsby spilles den 20. maj med startfløjt kl. 12:00 i Næsby.

Luk