Cecilie Skov: - Fedt at kunne bidrage offensivt
- Det er jo ikke noget, jeg prøver så tit, så det var fedt, fortæller Cecilie Skov om det mål, som hun her er i færd med at sætte ind.
Selvom lørdagen bød på et 2-1 nederlag i Odense Q-pigernes sæsonpremiere i kvalifikationsligaen, var der også positive elementer at tage med fra kampen. Et af dem var første turneringsmål i 2017, som på heroisk vis blev sat ind af venstreback Cecilie Skov, der headede bolden i mål i første halvlegs overtid.
Vi satte Cecilie i stævne for at få hendes version af lørdagens begivenheder:
I led et smalt nederlag til Næsby i sæsonpremieren. Hvordan oplevede du kampen?
- Jeg synes ikke, der var så meget flot spil i kampen, men der blev knoklet. Det bar meget præg af, at det var et lokalopgør med høj intensitet og mange dueller hele vejen igennem. Og så var det selvfølgelig ærgerligt, at Næsby var en smule bedre til at udnytte deres chancer.
Hvad kan I tage med fra opgøret?
- Jeg synes, vi var bedre end Næsby i store perioder, og leverede faktisk noget pænt spil undervejs. Det kan vi tage med. Og så viser vi noget gåpåmod. Vi giver ikke op inde på banen, men fortsætter med at kæmpe, selvom tingene ikke altid lykkes.
Et af kampens positive indslag var sæsonens første Odense Q-mål, som du satte ind. Hvordan var det at få scoret?
- Det er jo ikke noget, jeg prøver så tit, så det var fedt! Jeg har været vant til at spille på et hold, hvor backen har været meget defensiv. Nu er jeg omskolet til at spille i en mere offensiv rolle, og det var bare fedt også at kunne bidrage i den ende.
VIDEO: Se alle mål fra lørdagens kamp her
Det så lidt dramatisk ud, da du kastede dig ind i bolden tæt under mål. Hvilke tanker gik igennem hovedet på dig i situationen?
- Jeg reagerede rent instinktivt og vidste, at jeg nærmest bare skulle ramme bolden, fordi vi var så tæt på mål. Faktisk blev jeg ramt af en støvle, lige efter jeg fik træf på bolden, så har også fået et lille blåt øje med fra kampen.
Næste turneringskamp er den 15. april på udebane mod Sundby. Hvad skal I rette op på inden det opgør?
- Vi skal ha’ lidt mere ro på og lade være med at stresse os selv i opspillet. Chancerne skal nok komme, og så skal vi selvfølgelig sørge for at udnytte dem.
Udover opgaven i Sundby skal Odense Q også uden for de fynske grænser i den efterfølgende turneringskamp, når de den 22. april gæster SønderjyskE. Næste Odense Q-hjemmekamp spilles derfor først lørdag den 29. april, hvor vi tager imod VSK Aarhus.
Husk også at følge os på Instagram, hvor vi byder ind med lidt af hvert fra livet i Odense Q: