Optakt: Skovbakken-Odense Q
Det spidser til i kampen om slutspilspladserne i 3F Ligaen. Forud for næstsidste spillerunde stod kampen om de to sidste slutspilspladser mellem Odense Q, BSF og Vejle. De to sidstnævnte hold stødte sammen tidligere i dag, og her tog BSF en sejr med hjem fra det jyske på et sent frisparksmål af Sofie Svava, der dermed sikrede sjællænderne den ene plads. Derfor er der nu kun én slutspilsplads i udbud, og den kan Odense Q tage med det rette resultat i morgendagens kamp mod Skovbakken.
Dårlig Bakken-stime skal brydes
Værterne fra Skovbakken indtager 4. pladsen i 3F Ligaen, men trods flere flotte præstationer i efteråret og en komfortabel placering i tabellen har århusianerne måttet kigge langt efter pointene på det seneste. Sidste Bakken-sejr kom i hus i starten af oktober, da man besejrede Varde med hele 5-0. Siden da er det blevet til tre nederlag mod 3F Ligaens fronttrio efterfulgt af sidste rundes skuffende pointdeling på hjemmebane mod Vejle. Skovbakken-kvinderne vil med garanti være stærkt motiverede til at komme tilbage på sejrssporet i årets sidste hjemmekamp, hvor de står overfor et udehold, der i noget højere grad kan føle presset fra de – i tabellen – omkringliggende hold.
Revanche og matchbold til Odense Q
Med sidste weekends sejr over de direkte konkurrenter fra BSF tog Odense Q et vigtigt skridt i efterårssæsonens slutspurt, og som følge af lørdagens begivenheder i 3F Ligaen står odenseanerne med en matchbold i slutspilskampen, når de søndag gæster Skovbakken. BSF-kampen var et vigtigt vendepunkt for odenseanerne, der tidligere på sæsonen har haft for vane at gå tomhændet hjem fra de tætte opgør mod 3F Ligaens andre midterhold. Det var såmænd også tilfældet i det seneste møde med århusianerne tilbage i september, hvor man i en ellers jævnbyrdig affære tabte 2-1 på en Skovbakken-scoring langt inde i overtiden. Søndag eftermiddag skal Odense Q-kvinderne så forsøge at revanchere den hårde skæbne derfra, og gæsterne tager til Århus med en vis mængde selvtillid i bagagen oven på to sejre i de tre seneste runder samt det faktum, at halvdelen af efterårets Odense Q-scoringer er faldet i de tre kampe.
I forhold til forfølgerne fra Vejle har Odense Q en kamp i hånden, to points forspring samt hjemmebanefordelen i næste rundes indbyrdes opgør. Dermed står cheftræner Said Sannes og co. med de bedste kort på hånden i spillet om den sidste slutspilsplads, men hvis ikke det skal blive til en nervepirrende ’alt-eller-intet’-dyst mod vejlenserne i sidste spillerunde, skal der point på kontoen i søndagens kamp mod Skovbakken.