Menu

Optakt: Odense Q-Varde

image
14. oktober 2016 kl. 15:59
Lørdag formiddag er der vigtige point på spil, når Odense Q tager imod Varde på hjemmebanen i Marienlyst.

Det har været småt med succesoplevelser og pointhøst i efteråret for både Odense Q og Varde, der ligger hhv. 6’er og 8’er i 3F Ligaen. Sidst de to hold mødtes var tilbage i august, hvor Odense Q på udebane hev en komfortabel 4-0 sejr med hjem i bagagen. 

Værterne kommer ind til opgøret oven på to hårde kampe (og skæbner) mod Brøndby og Fortuna Hjørring. Præstationerne har langt hen af vejen været godkendte, men resultatmæssigt er der stadig en del at indhente takket være en række ærgerlige pointtab mod de – i tabellen - omkringliggende hold. Spillet og gejsten i den seneste kamp mod Fortuna Hjørring lovede dog godt for præstationerne fremadrettet, og kan man genfinde takterne fra første halvleg i den kamp, skal morgendagens gæster bringe noget ekstraordinært for at få point med hjem fra Odense. Trods en klar favoritværdighed er der ingen grund til at tage let på opgaven for odenseanerne, og hjemmeholdets succes kunne meget vel stå og falde med deres evne til at få udnyttet chancerne overfor en relativt sårbar Varde-defensiv.  

Oprykkerne fra Varde tager plads i bunden af tabellen, og vestjyderne har ikke hentet point på kontoen siden sæsonpremieren, hvor man på hjemmebane spillede 0-0 mod Skovbakken. Den vestjyske defensiv har undervejs taget et par store slag på selvtilliden i kampene mod topholdene, og oprykkerne har da også indkasseret over dobbelt så mange mål som Odense Q i 3F Ligaens foreløbige ni runder. Mens succesen er udeblevet i ligasammenhæng, har Varde i stedet udsigt til et mindre eventyr i pokalturneringen. I sidste runde avancerede man til kvartfinalen efter en kneben udesejr mod Skovbakken, og da de kun kan møde lavere rangerede hold frem til finalen, kunne en plads i pokalfinalen meget vel vente vardenserne.

Kampen fløjtes op lørdag kl. 10:30 på Odense Q-hjemmebanen ved Marienlystcentret.

Luk