Menu

Optakt: Fortuna Hjørring-Odense Q

image
07. oktober 2016 kl. 17:02
Odense Q-kvinderne kommer på en svær opgave, når de lørdag eftermiddag gæster de danske mestre fra Fortuna Hjørring...

Fortuna Hjørring

Hjemmeholdet er startet sæsonens pointhøst i vanlig suveræn stil med 22 point ud af 24 mulige, og ligger side-om-side med Brøndby i toppen af tabellen. På hjemmebanen i Hjørring har man gjort rent bord med storsejre over både Varde og Vejle, mens differencen har været nede på ét og to mål i kampene mod hhv. BSF og KoldingQ. Onsdag aften var Fortuna-kvinderne på en svær udebaneopgave i Champions League mod et effektivt Athletic Bilbao-hold, som sendte nordjyderne hjem fra Baskerlandet med et snævert 2-1 nederlag i bagagen. Et spiseligt resultat for de danske mestre, men en hård midtugekamp tilsat en lang udebanetur kan sætte sine spor på selv de stærkeste hold forud for en lørdagskamp. Det ændrer dog ikke på nordjydernes klare favoritværdighed i morgendagens opgør, men potentielle tømmermænd fra midtugens europæiske eventyr kan åbne døren på klem for de fynske gæster.   

Odense Q

Udeholdet fra Odense frister for tiden en tilværelse i den nedre del af tabellen, hvor kun en bedre målscorer end Vejle holder dem over stregen. Men trods skuffende pointudbytte - både hjemme og ude - samt manglende mål i de seneste kampe er der grund til optimisme i det odenseanske… Sidste weekend leverede holdet en solid indsats mod et Brøndby-hold, der niveaumæssigt matcher den modstand, man kan forvente at møde i morgendagens kamp. Da Fortuna Hjørring gæstede Odense tilbage i august måned blev det – ligesom i Brøndbykampen – til et hæderligt nederlag på 0-2, hvor odenseanerne matchede topholdet på flere parametre. For Odense Q-kvinderne gælder det derfor om at bygge videre på de gode, disciplinerede præstationer, man har begået mod rækkens to tophold, samt finde de offensive dyder og den kynisme, som holdet kun momentvist har optrådt med i efteråret.

Kampens spilles på lørdag kl. 16:00 på Bredbank Nord Arena, og kan ses på Fortuna Hjørrings mycujoo-kanal.  

Luk