Menu

Tenna Kappel: Målet er at blive i ligaen

image - Målet er helt klart at blive i ligaen, og at vi samtidig spiller noget flot, underholdende fodbold, fortæller Tenna Kappel om udsigterne til foråret i Kvalifikationsligaen.
23. december 2018 kl. 21:04
3F Liga-anfører Tenna Kappel fortæller om udviklingen på holdet, forventningerne til forårssæsonen og det store engagement, hun lægger i Odense Q-projektet.

I årets sidste Odense Q-interview sætter vi fokus på Tenna Kappel, som tidligere på måneden blev kåret til både Årets Spiller og Årets Odense Q’er på 3F Liga-holdet. Læs interview med Tenna længere nede på siden.

En all-round performance

2018 har budt på lidt af hvert for Odense Q's 26-årige 3F Liga-anfører. På forskellige positioner har Tenna vist sit enorme værd for holdet, og med 5 scoringer i efterårets sidste 3 kampe fik hun også sat et flot personligt punktum for året.

Som spiller har hun været god til at indgå i dialogen med os trænere, og hun har været i stand til at omsætte de mange snakke til konkrete aktioner på banen. Og så har hun jo være outstanding her i efteråret, hvor hun har haft stor indflydelse på holdets præstationer og resultater, lød det bl.a. fra trænerteamet i forbindelse med kåringen.

Men det er ikke kun på banen, at Tennas involvering har skinnet igennem i år. Som bestyrelsesmedlem har hun jævnligt deltaget i timelange møder — oftest i forlængelse af et hårdt træningspas — ligesom hun på mediefronten har ydet en kolossal indsats til gavn for den samlede dækning af Odense Q og 3F Ligaen.

Hun har en kæmpestor værdi for klubben, og derfor er valget også faldet på hende som både Årets Spiller og Årets Odense Q'er, fortalte ass. træner Steen Hansen om trænerteamets valg.

I den store optakt til juleaftensdag har vi fanget Tenna til en snak om de to priser, hendes rolle i klubben og udsigten til forårets kvalifikationsspil.


Hvordan var det at blive kåret til både Årets Spiller og Årets Odense Q'er af trænerteamet her til slut?

- Det var super fedt. Det er skønt at få den anerkendelse, når man lægger så mange timer i det.

 

Du har præsteret på et højt niveau hele året på flere forskellige positioner. Hvordan har du oplevet din egen udvikling i årets løb?

- Jeg synes, at det har været lidt et turbulent år for mig personligt. Jeg startede ud med at spille på den centrale midtbane, inden jeg først blev rykket op som 10’er og senere ned i forsvaret. Så på den måde har jeg hele tiden skullet omstille mig til nye roller, og det har været udfordrende. Heldigvis har jeg haft nogle gode holdkammerater, som har hjulpet mig meget i kampene og til træning. Deres hjælp har været enormt vigtig, så stor cadeau til dem.

Årets Odense Q'er fik du for din involvering uden for banen. Hvad motiverer dig til at lægge det engagement i Odense Q?

- Det, der motiverer mig, er i høj grad de piger, som man spiller sammen med, samt et stort ønske om at skabe de bedste forhold for både nuværende og fremtidige spillere i klubben. Det kræver, at man tror på projektet her i Odense Q, og at vi står sammen om tingene, uanset om man er spiller, træner eller leder. Det er vigtigt, vi bliver ved med at arbejde i samme retning, fordi når alle tror på projektet og føler sig involveret i det, er jeg også sikker på, at de har lyst til at blive og kæmpe for det.


Hvilke Odense Q-højdepunkter fra 2018 mindes du med størst glæde?

- Et af de helt store højdepunkter her i 2018 er vores fanklub, som har været helt fantastisk. De er med os hver gang, og de har bakket os op overalt i årets løb. Jeg ved, at de bruger en masse fritid på at støtte os, og det er jeg meget taknemmelig for og meget stolt af. Sportsligt set synes jeg, at et af de største højdepunkter skal findes i den generelle udvikling, holdet har været igennem. Vi har rykket os lidt efter lidt, og specielt henimod slutningen begynder vi også at få scoret de mål og vist den skarphed, vi døjede lidt med tidligere på sæsonen. Overordnet set synes jeg, det har været et rigtigt godt år — også selvom det endte med en tur i Kvalifikationsligaen. Det er vi helt afklarede med, og nu skal vi bare tage skeen i den anden hånd og sørge for, at vi bliver i ligaen efter sommer.

Hvad skal Odense Q-publikummet se frem til i den kommende halvsæson?

- Målet er helt klart at blive i ligaen, og at vi samtidig spiller noget flot, underholdende fodbold. Mange af spillerne har fået hul på bylden i efteråret, og jeg tror, at vi får en spændende forårssæson med nogle seværdige kampe, masser af mål og god fight. Derfor håber jeg også på, at folk er klar på at komme ud og kigge, når vi skal i gang med både pokalkvartfinale og kvalspil i det nye år. Og så vil jeg gerne — på vegne af hele holdet — takke vores supportere, sponsorer og alle andre omkring klubben for en helt fantastisk opbakning i årets løb. Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår, og så håber jeg ellers, at vi ses til flere gode oplevelser sammen i 2019.


Pokalbrag og opstart forude

Odense Q-troppernes pokalkvartfinale mod Brøndby spilles lørdag den 16. februar kl. 14:00 i Marienlyst. En lille måneds tid inden — lørdag den 19. januar — tager begge Odense Q-hold hul på forberedelserne frem mod forårssæsonen. Hvis du kunne tænke dig at prøve dig af på et af vores to hold, så tag kontakt til træneteamet på enten 3F Liga eller Kvindeserie Vest og hør nærmere. 

Luk