Menu

Steen Hansen: Vi var stærke med bolden

image - Vi var stærke med bolden, og vi fik sendt den hurtigere rundt i vores pasningsspil, fortæller Steen Hansen.
14. februar 2018 kl. 17:43
Steen Hansen evaluerer Kalmar-kampen og ser frem mod lørdagens lokalopgør mod Næsby.

Lørdag eftermiddag var svenske IFK Kalmar på besøg i Marienlyst til testkamp imod Odense Q's 3F Liga-hold. Kampen endte med en 2-1 sejr til hjemmeholdet i en underholdende og tæt affære, der bød på Odense Q-scoringer fra Marie Maj Madsen og Malaika Din Hashmi.

Vi fangede ass. træner Steen Hansen til en snak om opgøret og de kommende udfordringer i februar måned.

I weekenden fik I besøg af svenske IFK Kalmar. Hvad føler du, I fik med fra kampen?

- Nu har vi trænet et par uger mere med nogle af de ting, vi gerne vil implementere på holdet, og det synes jeg, vi arbejder os stille og roligt henimod. Det er blevet tydeligere, hvad det er, vi gerne vil sammen. Både når vi har bolden, og når de har den. Flere af de ting, som vi havde arbejdet med på træningsbanen, tog vi med videre til kampen, og det var rigtig godt at se.

Det er jeres blot anden testkamp og denne gang mod en udenlandsk modstander. Hvordan greb i kampen an?

- Vores modstander, IFK Kalmar, som lige er rykket op i Damallsvenskan, kendte vi jo ikke så meget til. Vi spillede derfor udelukkende ud fra vores egne præmisser, og så måtte vi se, hvordan Kalmar agerede. De havde en ekstremt hurtig frontangriber, som vi lavede en aftale om i pausen, men ellers ville vi bare spille videre med udgangspunkt i vores egne præmisser. 

Hvilke elementer i jeres præstation var du mest tilfreds med?

- Jeg var godt tilfreds med den måde, som vi stod på inde på banen i første halvleg. Vi lykkes med vores omstillinger, og vi begynder at få de her mekanismer ind i spillet, så vi får flyttet os rigtigt for hinanden i den fase af spillet. Vi var stærke med bolden, og vi fik sendt den hurtigere rundt i vores pasningsspil. Og så undveg vi de her personlige fejl. Vi har snakket en del om, at det er vigtigt, vi hele tiden tør sætte fart i vores afleveringer og spille et hurtigt pasningsspil. Det synes jeg, spillerne fik vist i store dele af kampen, specielt i første halvleg. Det er altid svært at holde rytmen, når man skifter fem spillere i pausen, men nu hvor vi har fået trænet lidt mere, kunne vi faktisk spille igennem anden halvleg og holde resultatet. Det var meget positivt, og så var det lækkert at se, at alle de 18 spillere, der ikke var enten skadede eller syge, kom i spil.

Hvilke elementer var du så mindre tilfreds med?

- Vi skal arbejde på at sætte os igennem i omstillingerne og få brudt spillet, så vi ikke så let kan blive overløbet, hvis vi kikser en pasning eller taber en nærkamp. Det er vigtigt, vi kan sætte til og finde nogle fælles løsninger på, hvordan vi griber det an. Vi har endnu ikke arbejdet så meget med spillet på den sidste tredjedel af banen og de mekanismer, der skal sættes i gang der. Spillerne har selvfølgelig nogle individuelle færdigheder, der alle skal i spil, men vi skal også have nogle løsninger sammen. Det er svært at være utilfreds med noget, vi ikke har trænet, men det er bare dér, vi skal øve os.

I fik set nogle flere spillere i aktion. Hvordan synes du, I har fået integreret de nye spillere indtil videre?

- Vi er det tredje sæt trænere, de har haft i løbet af de seneste to år, og vi har selvfølgelig en anderledes tilgang til tingene. Men spillerne har været vildt positive, de har trænet godt og de er gode til at tage tingene til sig. Vi havde besluttet os for, at vi i de to første kampe ville se alle spillere i minimum 45 minutter i begge kampe. Det fik vi gjort, og det er rigtig positivt. Det her med, at de alle kommer i spil i starten, er også med til at højne vores træningsniveau. Vi kan træne på højt niveau med 18-20 spillere, og det er en kæmpe fordel for os.

Næste weekend møder I Næsby i årets tredje testkamp. Hvad skal I arbejde på op til den kamp?

- Vi skal arbejde os henimod en startopstilling til pokalkampen mod FC Damsø. De kommende træningskampe bliver derfor ikke med den helt samme tilgang, som vi har haft i de to første. Vi kommer til at håndtere lørdagens kamp lidt mere som en turneringskamp i forhold til vores indskiftninger og strukturen i vores spil. Men vi skal selvfølgelig fortsat arbejde med vores organisation og opspil, og vi skal blive ved med at lægge flere facetter på i implementeringen af vores spillestil.

Lørdagens udekamp mod Næsby sparkes i gang kl. 13:00.

Luk