Menu

Slutspil i fare efter bittert Bakken-nederlag

image
13. november 2016 kl. 20:12
Odense Q formåede ikke at sikre sig den sidste slutspilsplads i søndagens svære udebaneopgør mod Skovbakken...

Der var flotte mål, god underholdning og masser af dramatik, da Odense Q gæstede Skovbakken på kunstgræsbanen ved Vejlby-Risskov Hallen i Århus. 

 

1. halvleg

Indledningsvis forsøgte begge hold at finde rytmen i opspillet på det hurtige underlag på Skovbakkens kunstgræsbane, men trods et væld af teknisk dygtige spillere i begge lejre var det småt med de flotte kombinationer i en hektisk startfase. Den tendens blev dog brudt allerede efter 7 minutter, da Emilie Henriksen fandt en fremstormende Maja Kildemoes i dybden… Med fuld fart fremad gav den stærke midtstopper prøver på sine offensive kvaliteter, da hun tog et smart træk forbi en Skovbakken-forsvarer, inden hun med en kølig, velplaceret afslutning sendte odenseanerne i front.

Herefter var det Skovbakkens tur til at true i det offensive, og blot 5 minutter efter føringsmålet måtte Odense Q-keeper Camilla Simonsen ud i fuld længde for at redde en Bakken-afslutning fra kanten af feltet. Og det århusianske pres stoppede ikke her… Efter 15 minutters spil var hjemmeholdet igen på lur i det odenseanske felt, men Odense Q-defensiven fik afværget den offensive Bakken-bølge. Det gjorde man til gengæld ikke minuttet efter, da en skidt clearing i Odense Q's højreside gav hjemmeholdet et indkast, som de hurtigt afviklede. Det efterlod gæsternes defensiv i ubalance, hvilket gav plads til Skovbakkens offensive folk, og på et brag af en halvflugter fra venstre side af målfeltet bankede Signe Andersen Skovbakken tilbage i kampen.

Ligesom det var tilfældet ved det første mål, faldt responsen hurtigt fra modstanderholdet. Minuttet efter trykkede Emilie Henriksen af udefra, men den ellers kvalificerede afslutning sneg sig forbi den ene målstolpe. Herefter fulgte en chancefattig, jævnbyrdig fase, hvor begge holds defensive folk fik lukket bedre af, og man fik dermed sat en midlertidig stopper for det underholdende, uforudsigelige flow, som havde præget kampen indtil da. Vi skulle også runde den halve time, før alarmklokkerne igen kunne ringe i et af de to straffesparkfelter. Efter et Odense Q-hjørnespark fik Skovbakkens offensiv med få kombinationer spillet sig frem til en kontrachance af højeste kaliber, men Camilla Simonsen kom godt ud af målet, og hun fik med en fornem fodparade afvist den flade Bakken-afslutning. Og på det efterfølgende hjørnespark var hun nok en gang vågen, da hun uden problemer greb en halvforkølet hovedstødsafslutning fra værterne. Udeholdet ville også gøre sig gældende i kontrafasen, og efter 38 minutters spil spillede man sig frem til en mulighed, der var nærmest identisk med den, som hjemmeholdet havde kort forinden. Anfører Tenna Kappel førte bolden frem, og i højre side fandt hun Annika Hansen på kanten af offsidelinjen, men fra tæt hold kunne hun se Skovbakken-keeper Katrine Svane parere afslutningen til hjørnespark. Det blev første halvlegs sidste store højdepunkt, og de to hold gik derfor til pause ved stillingen 1-1 ovenpå 45 jævnbyrdige spilminutter, der kastede to flotte mål og masser af åbne chancer af sig.

 

2. halvleg

Anden halvleg startede ikke nær så tæt, som første halvleg sluttede. Hjemmeholdet kom bedst fra land, og de satte sig på boldbesiddelsen, mens Odense Q brugte kræfterne på at finde den organisering, som skulle til for at lukke ned for de til tider tempofyldte Bakken-angreb. Alligevel var det gæsterne, der først blev rigtigt farlige, da Mathilde Jessen efter 52 minutters spil sendte et indlæg ind i feltet mod Maja Kildemoes, men den allestedsnærværende Odense Q-forsvarer måtte se sin afslutning gå i sidenettet. To minutter efter var der så gang i den i den anden ende, da en velspillende Signe Andersen fandt en medspiller i dybden i venstre side. Dybdeafleveringen blev kvitteret med et præcist indlæg ind i fødderne på selvsamme Andersen, der tæt under mål satte en inderside på og bragte hjemmeholdet på 2-1.

Nu skulle udeholdet så svare igen, og ca. 10 minutter senere kom odenseanerne så tæt på, som man overhovedet kunne. Marie Maj Madsen smækkede et højt indlæg ind i hovedet på Emilie Henriksen i feltet, og med en flot hovedstødsafslutning sendte hun bolden på overliggeren, inden den tog del i lidt ping-pong spil mellem målstolpen og Bakken-keeperens handsker. Afslutteren selv var ikke sen til at appellere til dommertrioen, da bolden ifølge hende var nået over stregen, og pålidelige kilder placeret på baglinjen bakkede da også op herom efter kampen. Både dommerfløjten og linjedommerens flag forholdt sig dog i ro, og således kunne gæsterne - med 25 minutter igen - fortsætte jagten på det udlignende mål. Men den jagt måtte man indstille for en stund, da Skovbakken blot fem minutter senere udbyggede føringen... I kølvandet på et Skovbakken-hjørnespark blev hjemmeholdets Siv Kamille Jørup spillet fri på kanten af feltet, og med en veldrejet afslutning sendte hun bolden op i nettaget uden chance for keeper Simonsen, hvis udsyn var spærret af de mange folk i boksen.

Gæsterne prøvede alt, hvad de kunne, for at skabe chancer og overtalssituationer på banens sidste tredjedel, men de helt farlige tilbud udeblev i minutterne efter 3-1 målet. I stedet var Skovbakken tæt på at gøre det til 4-1 med 10 minutter igen, da man kom igennem i venstre side, men Bakken-angriberens afslutning traf ydersiden af den forreste stolpe. Herfra stod der Odense Q på det meste, og efter 83 minutter blev Maja Kildemoes nedlagt i værternes straffesparksfelt. Dommeren var hurtig til at pege på pletten, hvilket da heller ikke fremkaldte nogen større protestaktioner fra hjemmeholdet. Odense Q-kaptajn Tenna Kappel sparkede fra 11-meterpletten, men hendes skud blev blokeret af keeper Katrine Svane. Og da Signe Boskov Madsen kom først på returen, lignede det en odenseansk reducering, men Bakken-keeperen hev endnu en pragtredning frem, og fastholdt således hjemmeholdets tomålsføring – i hvert fald for en stund. Fire minutter efter måtte hun nemlig kapitulere, da en målsøgende Maja Kildemoes fandt plads på kanten af feltet, og med en velplaceret venstrebensafslutning dirigerede hun bolden op i nærmeste målhjørne og genetablerede spændingen i opgøret.

Der var nu tæt trafik på hjemmeholdets banehalvdel, og Odense Q-kvinderne forsøgte på alle leder og kanter at true den århusianske defensiv. I de døende minutter blev det til flere farlige dødboldsituationer samt et par gode opspil, men den allersidste kvalitet og det fornødne held manglede, og dermed måtte gæsterne tage til takke med et 3-2 nederlag til Skovbakken, som dermed tog deres første sejr siden starten af oktober måned.

Søndagens nederlag betyder, at Odense Q i næste weekend skal ud i den helt store finaledyst mod Vejle om den sidste slutspilsplads. Finalebraget fløjtes op lørdag den 19. november kl. 13:00 på Odense Q-hjemmebanen ved Marienlystcentret.

Luk