Menu

Skovbakken choksejrede i slutfasen

image
10. september 2016 kl. 19:25
Skovbakken stjal alle 3 point i slutminutterne i lørdagens opgør på Marienlystcenteret...

Der var flot fremmøde og godt vejr på anlægget ved Marienlystcentret, da Odense Q lørdag eftermiddag tog imod Skovbakken. Begge hold gik ind til kampen med en mindre pokalskuffelse fra midtugen, hvor man måtte lade turneringslivet til hhv. Sundby og Varde, og der var derfor 3 meget vigtige point i spil for både Odense Q og Skovbakken.  

Trods den høje sol startede kampen som lyn og torden, da Line Munk efter blot halvandet minuts spil bragte værterne i front. Første halvleg var dog langt hen ad vejen en jævnbyrdig affære, hvor begge hold kom frem til gode chancer, alt imens der blev udkæmpet store dueller på midten af banen. Trods de forskellige tilbud til begge mandskaber forblev det ved det ene mål i de første 45 minutter.

Fra 2. halvlegs start satte Skovbakken sig på spillet, mens Odense Q forsøgte at finde fodfæste under det nyetablerede pres fra østjyderne. Det fandt de hurtigt, og efter godt 65 minutter havde Odense Q's Emilie Henriksen en god mulighed for at øge føringen, men hendes afslutning blev på fornemmeste vis pareret af en velspillende Skovbakken-keeper. I store perioder af 2. halvleg bølgede spillet frem og tilbage, og det var svært at udnævne en reel favorit til at skabe den næste scoring. Den faldt dog efter godt 75 minutter, og det var gæsterne, der udlignede på en flot flugter efter en hjørnesparkssituation, som det odenseanske forsvar ikke fik forsvaret tilstrækkeligt i. Dermed var kampen igen helt i balance, og begge hold virkede opsatte på at jagte føringsmålet. I kølvandet på det udlignende mål fulgte et par mindre tilbud, som de to bagkæder dog fik afværget, men dybt inde i dommerens overtid skete det utænkelige... Skovbakkens Signe Andersen driblede sig igennem på venstrekanten og sendte et projektil afsted fra 15 meters penge, som bragede op i nettaget til en østjysk føring på 2-1.

Kampens dommer tillod godt et minuts spil herefter, men da det ikke bragte noget nævneværdigt med sig, kunne Skovbakken tage alle tre point med hjem fra et tæt og dramatisk opgør, der må efterlade Odense Q-kvinderne og cheftræner Said Sannes i frustration oven på den hæsblæsende afslutning.

Næste opgave i 3F Ligaen er på udebane mod Vejle den 24. september kl. 13:00. 

Woman of the Match: Mathilde Jessen

Foto: Iver T. 

Luk