Menu

Ronnie Reifling trods nederlag: En moden og koncentreret indsats

image
02. oktober 2017 kl. 21:51
Se billeder fra søndagens hjemmekamp mod BSF, og læs hvad cheftræner Ronnie Reifling havde at sige om opgøret.

Søndag eftermiddag var BSF på besøg i 3F Ligaens 6. spillerunde. De sjællandske gæster tog en 2-0 sejr med fra Odense på mål af BSF-topscorer Amalie Thestrup og Simone Rydahl.

Se mål mm. fra kampen her (Mycujoo)

Se kampinfo her (DBU.dk)

Læs post-match interview med Ronnie Reifling herunder, og se alle billederne fra kampen i galleriet forneden.

I havde sat næsen op efter point i søndagens kamp, men taber 2-0 til BSF. Hvordan oplevede du begivenhederne?

- Det var en lidt mærkelig oplevelse, fordi jeg synes faktisk, det bedste hold tabte. Vi står godt i kæderne, skaber flest chancer, og vi er utroligt disciplinerede i vores spil. Så kan man altid tale om et bundholds held, og det er sikkert en blanding af manglende held og selvtillid, der gør, at vi ikke får det rette slutprodukt. Riposten som fører til det første mål, skal vi selvfølgelig være klar på, men samlet set synes jeg, vi spiller bedre end BSF.

Hvad synes du kendetegnede jeres præstation?

- Pigerne ydede en moden og koncentreret indsats. De viste en klog og tålmodig tilgang til kampen, og det var noget af det, vi havde fokus på i optakten.

Onsdag skal I på hjemmebane op imod Varde, som fik deres første point i weekenden mod Vejle. Hvordan skal I forberede jer til den kamp?

- I det store hele skal vi bare blive ved med at gøre, hvad vi gør. Det gælder om at være modige og optimistiske, så vi kan blive endnu bedre til at opsøge de farlige situationer. Men samtidig skal vi være bevidste om, at vi langt hen ad vejen gør det godt. Hvis vi spiller, som vi gjorde mod BSF, kan jeg ikke forestille mig, vi ikke får en sejr mod Varde på onsdag.

Onsdagens hjemmekamp mod Varde fløjtes i gang kl. 18:30 på bane 1.

Luk