Menu

Odense Q tog alle tre point i Ballerup

image
05. november 2016 kl. 20:55
I silende regn besejrede Odense Q værterne fra BSF, og odenseanerne rykker dermed op på 5. pladsen i 3F Ligaen.

Lørdag eftermiddag skulle både Odense Q og BSF ud på første etape af et potentielt nervepirrende afslutningsræs i 3F Ligaens grundspil.

 

1. halvleg

Der var højt tempo fra kampens start, og udeholdets aggressive pres tillod ikke den teknisk stærke BSF-offensiv megen tid på bolden. Allerede efter 6 minutter fik vi kampens første mål, da Line Munk sendte et frispark ind mellem venner og fjender i feltet, hvilket resulterede i et selvmål af værterne. Det tidlige føringsmål gav yderligere blod på tanden for Odense Q-kvinderne, og blot få minutter efter vristede man sig fri i en omstilling. Her kunne Britta Olsen tæt under mål gøre det til 2-0 på fornemt forarbejde af angrebspartner Emilie Henriksen. Med en tomålsføring efter blot 8 minutters spil havde man præsteret lidt af en chokstart i det ellers så jævne match-up, men BSF fik hurtigt bedre fat, og da vi nærmede os 20-minuttersmærket, virkede det som om, udeholdet løftede foden fra gaspedalen. Det var værterne vakse til at udnytte, og de fik reduceret takket være en flot soloaktion af Sofie Svava, der gled igennem det odenseanske forsvar og lagde bolden ind bag en sagesløs Camilla Simonsen i målet. En fornem dribletur, omend Odense Q-defensiven ikke kunne være ovenud tilfredse med deres afvikling af situationen. Kampen var igen åben på vid gab, og efter en halv times spil var BSF millimeter fra at udligne, men sjællændernes afslutning tog indersiden af stolpen. I stedet kunne gæsterne udbygge føringen 5 minutter inden pausen, da man i omstillingsfasen fik skabt en gunstig overtalssituation i højre side. Her kom Maria Møller Thomsen fri, og i feltet fandt hun Emilie Henriksen, der sparkede den sikkert i nettet til stillingen 3-1, som også holdt halvlegen ud.  

 

2. halvleg

Mens første halvleg bød på mål og chancer i massevis, var de sidste 45 minutter en anden historie. En velorkestreret Odense Q-defensiv fik i store perioder lukket ned for værternes offensive folk, og man fandt den ro og kontrol i førersædet, som blev efterlyst i et par kampe tidligere på sæsonen. Det bølgede frem og tilbage i en tæt 2. halvleg med et målsøgende hjemmehold, som med hurtigt, direkte spil på den regnvåde bane forsøgte at true odenseanerne, men Camilla Simonsen stod en stærk kamp i Odense Q-målet, og afviste de relativt få forsøg, der kom imod hende. I den anden ende var gæsterne ikke nær så farlige som i første halvleg, og da det mønster fortsatte kampen ud, kunne Odense Q booke en yderst vigtig udebanesejr i Ballerup og tage et vigtigt skridt i bestræbelserne på at sikre sig en plads i slutspillet.     

 

Tilfreds cheftræner: - Stor ros for at overholde aftalerne

Vi fangede cheftræner Said Sannes på hjemturen, og han havde følgende at sige om dagens kamp:

- Vi holder os til vores gameplan idag, og set over hele kampen spiller vi med en større kontrol end tidligere. Ved flere lejligheder i efteråret har vi leveret gode første halvlege, men ikke formået at holde stand efter pausen. Spillerne skal have stor ros for at overholde aftalerne inde på banen. Vi ville gerne lægge tryk på BSF’s backs ved at få skabt nogle overtalssituationer på kanterne, og særligt ved 3-1 målet lykkes vi med det. Til gengæld gør vi det lidt for nemt for dem ved deres mål, ligesom vi bliver overivrige i et par omstillinger i anden halvleg, men samlet set er jeg rigtig godt tilfreds med dagens præstation og de tre vigtige point, vi tager med herfra.      

Med sejren glider Odense Q forbi BSF i tabellen, og har dermed sikret sig et godt udgangspunkt forud for de to sidste runder i grundspillet. Næste opgave for Odense Q i 3F Ligaen står imod Skovbakken på udebane. Den kamp bliver spillet søndag den 13. november med kampstart kl. 13:00.   

 

Luk