Menu

Odense Q-sejren glippede efter sen udligning

image
03. september 2017 kl. 19:23
Trods stor overvægt i spil og chancer måtte Odense Q nøjes med det ene point i lørdagens hjemmekamp mod Vejle.

Lørdag kunne Odense Q-tropperne se sæsonens første sejr glide ud af hænderne, da Vejles Charlotte Sørensen udlignede til 1-1 i overtiden. Se en masse gode billeder fra kampen i galleriet længere nede og se højdepunkterne på vores Mycujoo-kanal.

Se kampinfo her (DBU.dk)

Jakob Pavar: - Mangler noget kynisme

Vi tog også en snak med Odense Q-cheftræner Jakob Pavar oven på det bitre pointtab.

Hvordan oplevede du lørdagens kamp?

- En kamp som vi dominerer mere eller mindre fra start til slut. Vi sidder godt på det og får skabt en masse chancer. Overordnet set vælger vi nogle fornuftige løsninger, men i sidste ende formår vi ikke at få prikket bolden ind på de store tilbud, vi spiller os frem til. Vi gør det godt på de første to tredjedele af banen, men får ikke gjort tingene færdige på den sidste. Der mangler vi noget kynisme i feltet.

For anden kamp i streg taber I point i overtiden. Kan du sætte ord på, hvad I gør galt i de situationer?

- Nu har jeg lige set udligningen igen. I kampens hede virkede det som om, der blev begået en række frispark i indløbet, men når jeg ser den igen nu her, savner jeg noget mere aggressivitet på bolden fra vores side. Der skal vi puste os op og ikke lade os kyse af, at vores modstandere skubber og puffer lidt.

Modsat de tre foregående kampe har I en meget klar overvægt i boldbesiddelse og chancer i lørdagens kamp mod Vejle. Hvordan synes du, at I spilmæssigt har rykket jer henover de seneste kampe?

- Jeg synes faktisk, vi var gode til mange af de ting, vi har vendt op til kampen. På de to første tredjedele af banen træffer vi mange rigtige beslutninger, og vi viser, vi har modet og evnerne til at spille vores spil og styre kampen. Der har vi rykket os. Samtidig fik vi elimineret nogle af de mere elementære fejl, vi har døjet lidt med tidligere på sæsonen.

I har nu en kamppause på to og en halv uge. Hvad skal I bruge tiden på?

- Først og fremmest skal vi lige starte ugen med at puste ud. Men vi skal samle op på den opstart, vi har været igennem og bygge på vores offensive spil, så vi bliver mere farlige på den sidste tredjedel af banen. Og så skal vi ha’ kigget på de dødbolde.

Odense Q-målscorer Britta Olsen løb med flest stemmer i kampen om WOTM-titlen. Næste 3F Liga-kamp for Odense Q-tropperne er den 21. september på udebane mod VSK Aarhus.

Luk