Menu

Kristian Mørch Rasmussen bliver ny cheftræner for OB Q

image
Frederik Hestbjerg
19. september 2023 kl. 09:30
Vi har indgået en aftale med den tidligere assistenttræner for det danske kvindelandshold, som overtager cheftrænerposten i OB Q frem til 2025.

Kvindefodbolden i OB har fået en fantastisk start, og siden sammenlægningen er der gået mange
stribede point ind på kontoen, mens projektet hver dag udvikler sig, og vi kommer tættere på at
blive en del af toppen af dansk kvindefodbold.

Nu tager vi et nyt skridt i udviklingen, da vi er blevet enige med den tidligere assistenttræner for
kvindelandsholdet, Kristian Mørch Hvilsom Rasmussen, om, at han overtager rollen som
cheftræner for OB Q.

- Vi er rigtigt glade for at kunne præsentere så stort et navn i dansk kvindefodbold, og det er
endnu et meget tydeligt tegn på, at vi er attraktive og har skabt et stærkt miljø både på og udenfor
banen, siger John Bæksted, der er direktør i OB Q, inden han fortsætter:

- Jeg føler, at Kristian har de samme værdier og holdninger til spillet, som vi har. Vi ser det som en
kæmpe mulighed for at fortsætte den hastige udvikling i klubben, og at vi med dette kan øge
interessen for kvindefodbolden i Odense og på Fyn.

Kristian har i ni år været tilknyttet dansk kvindefodbold i DBU, hvor han undervejs har været U17-
cheftræner, analytiker og senest assistenttræner for kvindelandsholdet, hvor han stoppede efter
den netop afsluttede VM-slutrunde i Australien og New Zealand. Nu ser han frem til at kaste sig ind i det fynske kvindefodboldsprojekt:


- For mig var det helt oplagt at sige ja til tilbuddet fra OB. Jeg havde en fornemmelse fra start af, at
det var en klub og et projekt, som virkelig vil mig. Det passer godt ind min udvikling som træner,
men det var også et match på værdier og holdninger til spillet, siger Kristian Mørch Hvilsom
Rasmussen.


- For mig er det vigtigt at være et offensivt dominerende hold, og et hold hvor spillerne tør at vise
sig selv og bringe alt, hvad de har, ude på banen, og det er min klare fornemmelsen, at det er
noget vi kan opnå sammen her, fortsætter han.


Den 36-årige træner blev i går præsenteret for staben og spillerne, og påbegynder nu
overtagelsesprocessen. Kontrakten mellem Kristian og klubben løber frem til sommeren 2025 med
option på forlængelse med yderligere et år.

 

Trænerstaben udvides

I løbet af hele sæsonen har vi haft stor succes og er indtil videre ubesejret i 1. division, mens vi
spillede tæt op med Gjensidige Kvindeliga-holdet Kolding IF i pokalturneringen, hvilket blandt
andet skyldes et flot arbejde fra den nuværende stab. Aftalen med Kristian skal derfor ikke ses
som en erstatning, men en udvidelse hvor den nuværende cheftræner Bo Sundahl fortsætter som
assistenttræner, når overdragelsesprocessen er overstået


- Vi er utrolig glade for det arbejde som det nuværende team laver, og de fortjener en kæmpe ros.
Det er derfor også glædeligt, at de forsat er med på rejsen, og at dette bare styrker det hele
samlet, at vi kan tiltrække et så stort trænernavn som Kristian til Odense, siger John Bæksted.


I første omgang bliver Kristian tilknyttet som medtræner og konsulent, mens Bo Sundahl
fortsætter som cheftræner, og ved årsskiftet overtager han rollen som cheftræner.
Velkommen til klubben, Kristian!

Luk