Menu

Jakob Pavar: Nået to af årets tre store mål

image - Man skal hele tiden være knivskarp og have styr på sine sager. Det tæller meget hos pigerne, og det tager jeg med videre, fortæller Jakob Pavar.
09. december 2017 kl. 09:27
Afgående cheftræner Jakob Pavar ser tilbage på sin tid i Odense Q-trænersædet forud for lørdagens skæbnekamp mellem Brøndby og Vejle.

Sidste weekends kamp mod BSF var Jakob Pavars sidste i spidsen for Odense Q's 3F Liga-hold, efter han i november måned annoncerede sin afsked ved udgangen af efterårssæsonen. Vi fangede den afgående cheftræner til en snak om oplevelser og minder fra trænerbænken i Odense Q.

Hvad ligger til grund for din beslutning om at tage en pause fra fodbolden?

- Det er pga. tiden, som det kræver, og så også det med her med at jeg føler mig brændt ud. Jeg har haft nogle store forventninger til mig selv, som jeg ikke altid har kunnet leve op til. Jeg ved, jeg kan præstere mere som træner, og derfor har det været bedst for mig at få ro på og vende 100 % tilbage på et senere tidspunkt.

Det har været et begivenhedsrigt år i trænersædet. Hvilke minder står klarest i erindringen fra din tid som cheftræner i Odense Q?

En unødvendigt dramatisk sejr i Haderslev, vores første halvleg hjemme mod Fortuna Hjørring og hele hjemmekampen mod Brøndby står i hvert fald meget klart i erindringen. Og så kan jeg heller ikke se bort fra Kolding-kampen på udebane, hvor vi kommer tilbage to gange og smider det væk i sidste sekund. Det var en forfærdelig oplevelse, da man stod midt i det, men når vi ser tilbage på kampen, er det jo et eller andet sted spændende at have været med til.

Hvordan har du oplevet den daglige omgang med 3F Liga-spillerne? 

- Den har været nem. Det er nogle gode piger, og i bund og grund er der ikke så meget bøvl med dem. Det er nemt at forholde sig til som træner.

Hvad kan du tage med videre fra din tid som cheftræner i Odense Q?

- Arbejdet med pigerne har gjort, at jeg har fået øjnene op for nogle ting, hvor jeg kan blive bedre som træner. Man skal hele tiden være knivskarp og have styr på sine sager. Det tæller meget hos pigerne, og det tager jeg med videre. Og så tror jeg groft sagt, det har lært mig, at selvom man gerne vil gøre en masse, skal man altid huske på, at man er ansat til at træne fodbold. Og hvis man som træner vil gøre noget godt for sine spillere, skal man først og fremmest være der for dem og kunne rumme dem.

Lørdag afgøres jeres skæbne, når Vejle gæster Brøndby i en kamp, som vejlenserne skal have point i for at tage slutspilspladsen fra jer. Hvad betyder udfaldet af kampen for dig på et personligt plan?

- Ender vi med at kvalificere os til slutspillet, kan jeg læne mig lidt mere roligt tilbage velvidende, at tingene måske ikke altid var lige kønne, men at vi nåede vores mål. Det vil jeg altid kunne kigge tilbage på og sige, jeg var med til. Men omvendt – hvis vi rykker ned - vil jeg nok sidde tilbage med en anden følelse og dvæle lidt ved tingene. Så en sejr til Brøndby vil uden tvivl give noget mere ro.

Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på din tid som cheftræner?

- Du skulle måske have stillet mig det her spørgsmål efter kampen i Brøndby. Det er svært at svare på, da jeg har mine egne forventninger at slås med. Men vi kan sige, at vi kom videre til kvartfinalen i pokalturneringen, og vi rykkede op fra Kvalifikationsligaen. Så lige nu har vi i hvert fald nået to af årets tre store mål, som jeg havde, da vi startede i januar. 

Lørdagens skæbnekamp mellem Brøndby og Vejle sparkes i gang kl. 13:00 i Brøndby.

Se kampen her (Mycujoo.tv)

Luk